»Stakkels lille døgnflue!« sagde egetræet, »det var dog alt for kort
et liv!«
Og hver sommerdag gentog sig samme dans, samme tale, svar og
hensoven; det gentog sig i hele slægter af døgnfluer, og alle var de lige
lykkelige, lige glade. Egetræet stod vågen sin forårsmorgen, sommer-
middag og efterårsaften, nu var det snart mod sovetid, dets nat, vinte-
ren ville komme.
Allerede sang stormene: »God nat, god nat! Der faldt et blad, der
faldt et blad! Vi plukker, vi plukker! Se til at du kan sove! Vi synger dig
i søvn, vi rusker dig i søvn, men ikke sandt, det gør godt i de gamle
grene! De knager derved af bare fornøjelse! Sov sødt, sov sødt! Det er
din tre hundrede og fem og tresindstyvende nat, egentlig er du kun en
års-unge! Sov sødt! Skyen drysser sne, det bliver et helt lagen, et lunt
sengetæppe om dine fødder! Sov sødt og drøm behageligt!«