丹麦语安徒生童话之老橡树的最后一梦3

»Men så har vi jo lige meget, kun at vi regner forskelligt!«
Og døgnfluen dansede og svang sig i luften, glædede sig ved sine
fine kunstige vinger, deres flor og fløjl, glædede sig i den varme luft,
der var så krydret med duft fra kløvermarken og fra gærdets vilde
roser, hyld og kaprifolier, ikke at tale om skovmærker, kodriver og
vilde krusemynter; der var en duft så stærk, at døgnfluen troede at
have en lille rus af den. Dagen var lang og dejlig, fuld af glæde og sød
fornemmelse, og når så solen sank, følte altid den lille flue sig så
behagelig træt af al den lystighed. Vingen ville ikke længere bære den,
og ganske sagte gled den ned på det bløde, gyngende græsstrå, nik-
kede med hovedet, som den kan nikke, og sov ind så gladelig, det var
døden.