Hen over skov og hede, åer og kær fløj de, op mod Vildmosen; hen
over den svævede de i store kredse. Den kristne præst løftede korset
højt, det skinnede som guld, og fra hans læber lød messesangen; liden
Helga sang den med, som barnet synger ved sin moders sang; hun
svingede røgelseskarret, der kom en alterduft, så stærk, så under-
virkende, at mosens siv og rør blomstrede derved; alle spirer skød op
fra den dybe bund. Alt, hvad liv havde, løftede sig, der bredte sig et
flor af åkander, som var det et indvirket blomstertæppe, og på dette lå
en sovende kvinde, ung og dejlig, liden Helga troede at se sig selv, sit
spejlbillede i det stille vand; det var hendes moder hun så, dynd-kon-
gens viv, prinsessen fra Nilens vande.