Og så skraldede storkefader med næbbet, og han og svanerne fløj til
vikingeborgen.
Derinde lå alle endnu i dyb søvn; først sent på natten var vikinge-
fruen kommet til ro; hun lå i angst for liden Helga, der nu i hele tre
døgn havde været forsvundet med den kristne præst; hun måtte have
hjulpet ham bort, det var hendes hest, der savnedes på stalden, ved
hvilken magt var alt dette bevirket. Vikingefruen tænkte på de under-
værker, der hørtes ske ved den hvide Krist og ved dem, som troede på
ham og fulgte ham. De vekslende tanker fik skikkelse i drømmens liv,
det forekom hende, at hun endnu sad vågen, eftertænkende på sin
seng, og udenfor rugede mørket.