Der var engang en mand, hvis kone døde, og en kone, hvis mand døde. Manden havde en datter, og konen havde også en datter. Pigebørnene kendte hinanden, og en dag da de havde været ude at spadsere sammen, gik de hjem til konen. Hun sagde så til mandens datter: "Sig til din far, at hvis han gifter sig med mig, så skal du hver morgen vaske dig i mælk og drikke vin, men min datter skal vaske sig i vand og drikke vand." Pigen gik hjem og fortalte sin far, hvad konen havde sagt. "Ja, hvad skal jeg gøre," sagde han, "ægteskaber bringer både glæde og sorg." Da han ikke kunne blive enig med sig selv, tog han en støvle og sagde: "Tag denne støvle og hæng den ud på det store søm. Den har hul i bunden, og nu skal du hælde vand i og se, om det løber ud. Løber det ikke ud, så gifter jeg mig, ellers lader jeg være." Pigen gjorde som han sagde, men vandet fik hullet til at skrumpe sammen, og støvlen blev fuld til randen. Hun gik ind og fortalte sin far, hvordan det var gået, og da han havde set efter selv, og set, at det var rigtig nok friede han til enken, og så holdt de bryllup.

 

Da pigerne stod op dagen efter, stod der mælk til at vaske sig i og vin til at drikke til mandens datter og vand til at vaske sig i og vand til at drikke til konens datter. Den næste dag stod der vand såvel til den ene som til den anden. Den tredie dag stod der vand til mandens datter og mælk og vin til konens datter, og sådan blev det for fremtiden. Konen hadede sin steddatter som pesten og vidste ikke alt det onde, hun ville gøre hende. Hun var også misundelig, fordi hendes steddatter var smuk og hendes egen datter så grim som en ulykke.

 

En gang midt om vinteren, da det havde frosset stærkt, og sneen lå højt over bjerg og dal, lavede konen en kjole af avispapir, kaldte på steddatteren og sagde: "Tag denne kjole på og gå ud i skoven og pluk mig nogle jordbær. Jeg har sådan en lyst til jordbær." - "Gud forbarme sig," sagde pigen, "om vinteren vokser der jo ingen jordbær. Jorden er frosset og der er sne overalt. Og hvorfor skal jeg tage den papirskjole på? Det er så koldt, at ens ånde bliver til is. Vinden vil jo blæse lige igennem den og tornene rive den itu." - "Vil du lade være at sige mig imod," sagde stedmoderen. "Se til du kommer af sted i en fart, og vov ikke at komme hjem uden jordbærrene." Hun gav hende et stykke stenhårdt brød: "Det kan du spise i dag," sagde hun. Men ved sig selv tænkte hun: Hun dør nok derude af kulde og sult.

 

Pigen tog lydig papirskjolen på og begav sig på vej med en lille kurv på armen. Hun øj nede ikke andet end sne, ikke et eneste sted stak et grønt græsstrå hovedet op. Da hun kom ud i skoven, så hun tre små mænd, der kiggede ud af et lille hus. Hun sagde goddag og bankede beskedent på. "Kom ind," råbte de, og hun gik ind og satte sig ved ovnen for at varme sig og spise sin frokost. "Giv os lidt med," sagde de små mænd. "Med fornøjelse," sagde hun, og gav dem det halve af brødet. "Hvad vil du herude midt om vinteren med den tynde kjole på?" spurgte de. "Jeg skal hente jordbær," svarede hun, "og jeg tør ikke komme hjem, før jeg har fundet nogle." Da hun havde spist, gav de hende en kost og sagde: "Fej sneen væk fra døren." Mens hun var derude, sagde de til hinanden: "Hvad skal vi give hende, fordi hun er så sød og god har delt sin mad med os." - "Jeg giver hende, at hun bliver smukkere for hver dag, der går," sagde den første. "Og jeg giver hende, at der falder guldstykker ud af munden på hende for hvert ord, hun siger," sagde den anden. "Jeg giver hende en konge til mand," sagde den tredie.

 

Pigen fejede imidlertid sneen væk, som mændene havde sagt, og inde under den fandt hun de dejligste mørkerøde jordbær. Henrykt plukkede hun kurven fuld, gav de små mænd hånden og takkede dem mange gange og skyndte sig hjem for at bringe sin stedmor bærrene. Da hun trådte ind og sagde godaften, faldt der er guldstykke ud af munden på hende. Hun fortalte nu, hvordan det var gået hende i skoven, men for hvert ord, hun sagde, faldt guldstykkerne ud af hendes mund. "Sikken en ødselhed at drysse pengene sådan rundt på gulvet," råbte stedsøsteren, men i sit stille sind var hun misundelig og ville også ud i skoven og plukke jordbær. Hendes mor syntes, at det var alt for koldt, men hun havde hverken rist eller ro, og moderen måtte til sidste give efter. Hun syede hende første en dejlig varm pels og gav hende kager og smørrebrød med.

 

Pigen gik ud i skoven og kom også til det lille hus. De tre små mænd kiggede ud, men hun nikkede ikke til dem, og uden at se til højre eller venstre eller sige goddag gik hun lige ind i stuen, satte sig ved ovnen og begyndte at spise sine kager. "Giv os lidt med," bad de små mænd, men hun svarede: "Jeg kan virkelig ikke undvære noget, der er knap nok til mig selv." Da hun havde spist, gav de hende en kost og sagde: "Gå ud og fej sneen væk fra døren." - "Fej selv," svarede hun, "jeg er ikke jeres pige." Da hun mærkede, at hun ikke fik noget, gik hun sin vej. "Hvad skal vi give hende, fordi hun er så ond og gerrig," sagde de små mænd til hinanden, da hun var borte. "Jeg giver hende, at hun bliver grimmere for hver dag, der går," sagde den første. "Jeg giver hende, at der springer en skruptudse ud af munden på hende for hvert ord, hun siger," sagde den anden. "Hun skal få en hård død," sagde den tredie. Pigen søgte imidlertid efter jordbær udenfor, og da hun ingen fandt, gik hun ærgerlig hjem. Da hun nu ville fortælle sin mor, hvordan det var gået hende, sprang der en skruptudse ud af hendes mund for hvert ord, hun sagde, og alle mennesker fattede afsky for hende.

 

Mandens datter blev imidlertid smukkere for hver dag, der gik, og stedmoderen ærgrede sig mere og mere og tænkte kun på, hvordan hun skulle gøre hende fortræd. En dag tog hun en kedel, satte den på ilden og kogte garn deri. Da det var kogt, kaldte hun på den stakkels pige, gav hende en økse og befalede hende at gå ned og hugge hul i isen og skylle garnet. Hun gjorde, som stedmoderen sagde, og da hun stod nede på isen og var ved at hugge hul i den, kom en konge kørende forbi i en prægtig vogn. Han standsede og spurgte: "Hvem er du mit barn, og hvad bestiller du her?" - "Jeg er en fattig pige, der skyller garn," svarede hun. Kongen fik ondt af hende, og da han så, hvor smuk hun var, spurgte han: "Vil du følge med mig?" - "Inderlig gerne," svarede hun, glad over at kunne slippe bort fra moderen og søsteren.

 

Hun satte sig så op i kongens vogn, og de kørte hjem til hans slot, hvor brylluppet blev fejret med stor pragt. Et år efter fødte dronningen en søn. Da stedmoderen hørte, hvordan hun havde haft lykken med sig, gik hun med sin datter op på slottet og lod, som hun ville besøge hende. Men en dag, da kongen var gået ud, og der ikke var nogen i nærheden, tog den onde kvinde dronningen ved hovedet og datteren tog hende i benene, og så kastede de hende ud af vinduet i floden, der løb forbi. Derpå lagde den grimme datter sig i sengen, og moderen dækkede noget over hendes hovede. Da kongen kom hjem og ville tale med sin kone, sagde den gamle: "Det kan ikke gå an. I må lade hende have ro i dag, hun ligger i stærk sved." Kongen tænkte ikke noget ved det og kom først igen den næste morgen. Men for hvert ord, hans kone sagde, sprang der en skruptudse ud af hendes mund, mens der ellers plejede at falde guldstykker. Da han spurgte, hvor det kunne være, sagde den gamle, at det gik nok over. Det kom af den stærke sved.

 

Om natten så kokkedrengen en and komme svømmende ind ad vaskerenden. Den sagde:

"Hvad gør vel min konge i denne sene stund?

Er han vågen eller hviler han trygt i nattens blund?"

Og da han ikke svarede, sagde den:

"Hvad gør alle mine gæster i det store, smukke slot?"

Kokkedrengen svarede da:

"De ligger vel i sengen og sover fast og godt."

Den spurgte så igen:

"Og hvad gør min egen lille elskede dreng?"

Og han svarede:

"Han sover lunt og blødt i sin hvide silke seng."

Derpå forvandledes den til dronningen og tog barnet i vuggen, gav det at drikke og puslede det og blev så igen til en and og svømmede bort. Den kom to nætter endnu, og den sidste nat sagde den til kokkedrengen: "Gå ind og sig til kongen, at han skal tage sit sværd og svinge det tre gange over mit hoved." Kokkedrengen skyndte sig ind til kongen, der kom ud og gjorde som anden havde sagt, og da han svang sværdet tredie gang, stod hans dronning sund og frisk for ham.

 

Kongen var nu meget glad, men han skjulte dronningen i et værelse til om søndagen, da barnet skulle døbes. Da det var døbt spurgte han stedmoderen: "Hvad skal der gøres ved den, der tager en anden ud af sengen og kaster den i vandet." - "Han skal sættes i en tønde, der er fuld af søm indvendig, og trilles ned ad et bjerg og ud i vandet," sagde den gamle. Men kongen sagde: "Du har fældet din egen dom," og lod den gamle og datteren putte i en tønde, der blev rullet ned ad bjerget, og trillede i floden.

 

从前，有个男人死了妻子，有个女人死了丈夫。 这个男人有个女儿，这个女人也有个女儿。 两个小姑娘互相认识，经常一起出去散步。 有一天，她们散完步后一起来到女人的家里，女人对男人的女儿说："听着，告诉你爸爸，说我愿意嫁给他，从此你天天早晨都能用牛奶洗脸，还能喝上葡萄酒，而我自己的女儿只能用水洗脸，也只能喝清水。"小姑娘回到家中，把女人的话告诉了她爸爸。 男人说："我该怎么办呢？结婚是喜事，可也会带来痛苦。"他迟迟拿不定主意，最后脱下一只靴子，说："这只靴子的底上有个洞。你把它拎到阁楼上去，把它挂在一根大钉子上，然后往里面灌些水。要是水没有漏出来，我就再娶个妻子；可要是水漏了出来，我就不娶。"姑娘按她父亲所说的办了。 可是水使得洞胀拢了，靴子里灌满了水也没有漏出来。 她把结果告诉了她父亲，父亲又亲自上来察看，看到情况果然如此，便去向那寡妇求婚，然后举行了婚礼。

第一天早晨，两个姑娘起来后，在男人的女儿的面前果然放着洗脸的牛奶和喝的葡萄酒，而在女人的女儿的面前放着的只有洗脸的清水和喝的清水。 第二天早晨，男人的女儿和女人的女儿的面前都放着洗脸的清水和喝的清水。 到了第三天早晨，男人的女儿的面前放着洗脸用的清水和喝的清水，而女人的女儿的面前却放着洗脸用的牛奶和喝的葡萄酒。 以后天天都是这样。 那女人成了她继女的死敌，对她一天坏似一天，她还万分嫉妒她的继女，因为她的继女美丽可爱，而她自己的女儿又丑又令人讨厌。

冬天到了，一切都冻得像石头一样硬，山顶和山谷都被大雪覆盖着。 一天，女人用纸做了件衣服，把她的继女叫过来，说："听着，你穿上这件衣服，到森林里去给我采一篮草莓，我很想吃。""天哪！"姑娘说，"冬天怎么会有草莓呢？地上都结了冰，大雪把一切都盖住了，再说，我怎么能穿着这身纸衣服出去呢？外面冷得连呼出的气都能冻起来。风会往这衣服里面吹，荆棘也会把它挂破的。""你敢跟我顶嘴？"继母说，"你快给我去！要是没有采到一篮草莓，你就别想回来！"然后她又给姑娘一小块硬梆梆的面包，说："这是你一天的口粮，"心里却在想："你在外面不会冻死也会饿死的，别想再回来烦我。"

姑娘只好顺从地穿上纸衣服，提着篮子走了出去。 外面一片冰天雪地，连一棵绿草都找不到。 她来到森林里后，看到一座小房子，里面有三个小矮人在向外张望。 她向他们问好 ，然后轻轻地敲了敲门。 他们叫"进来"，她便走进屋，坐在炉子旁的长凳上烤火，吃她的早饭。 小矮人们说："也分一点给我们吧。""好的，"她说着便把面包掰成两半，给了他们一半。 他们问："你大冬天穿着这身薄薄的衣服到森林里来干吗？""唉，"她回答，"我得采一篮草莓，否则我就回不了家了。"等她吃完面包后，他们递给她一把扫帚，说："去帮我们把后门的雪扫掉吧。"可等她出去后，三个小矮人却商量了起来："她这么可爱，又把面包分给了我们，我们送她什么好呢？"第一个矮人说："我送给她的礼物是：她一天比一天更美丽。"第二个矮人说："我送给她的礼物是：她一开口说话就吐出金子来。"第三个矮人说："我送给她的礼物是：一个国王娶她当王后。"

姑娘这时正按照他们的吩咐，用扫帚把小屋后面的雪扫掉。 她看到了什么？ 雪下面露出了红彤彤的草莓！ 她高兴极了，赶紧装了满满一篮子，谢了小矮人，还和他们一一握手道别，然后带着她继母垂涎的东西跑回家去了。 谁知，她进门刚说了声"晚上好"，嘴里就掉出来一块金子！ 于是，她把自己在森林里遇到的事情讲了出来，而且每讲一句，嘴里就掉出来一块金子，弄得家里很快就堆满了金子。 "瞧她那副德行！"继母的女儿嚷道，"就这样乱扔金子！"她心里嫉妒得要命，也渴望着到森林里去采草莓。 她母亲却说："不行，我的好女儿，外面太冷了，你会冻死的。"可是她女儿缠着不放，她最后只好让步。 她给女儿缝了件皮袄，硬要她穿上；然后又给她抹了黄油的面包和蛋糕，让她带着路上吃。

这个姑娘进了森林之后，径直向小屋走去。 三个小矮人又在屋里向外张望，可是她根本不和他们打招呼，既不看他们，也不和他们说话，大摇大摆地走进屋，一屁股坐到炉子旁，吃起自己的面包和蛋糕来。 "分一点给我们吧，"小矮人们说；可是她却回答："这都不够我自己吃的，怎么能分给别人呢？"等她吃完，他们又说："这里有把扫帚，把后门的雪扫干净。"她回答："我又不是你们的佣人。"看到他们不会给她任何礼物了，她便自己冲出了屋子。 三个小矮人商量道："像她这种坏心肠的小懒鬼，又不肯施舍给别人东西，我们该送她什么呢？"第一个矮人说："我让她长得一天比一天丑！"第二个矮人说："我让她一开口说话就从嘴里跳出一只癞蛤蟆！"第三个矮人说："我让她不得好死！"姑娘在屋外找草莓，可一个也找不到，只好气鼓鼓地回家去了。 她开口给母亲讲自己在森林里的遭遇，可是，她每讲一句话，嘴里就跳出来一只癞蛤蟆，把大家都吓坏了。

这一来继母更是气坏了，千方百计地盘算着怎么折磨丈夫的女儿，可是这姑娘却长得一天比一天更美。 终于，继母取出一只锅子，架在火堆上 ，在里面煮线团。 线团煮过之后，她把它捞出来，搭在姑娘的肩膀上，然后又给姑娘一把斧头，让她去结冰的小河，在冰面上凿一个洞，在洞里漂洗线团。 姑娘顺从地来到河边，走到河中央凿冰。 她正凿着，岸上驶来了一辆华丽的马车，里面坐着国王。 马车停了下来，国王问："姑娘，你是谁？在这里干什么？""我是个可怜的女孩，在这里漂洗线团。"国王很同情她，而且又看到她长得这么美丽，便对她说："你愿意和我一起走吗？""当然愿意啦。"她回答，因为她非常高兴能离开继母和继母的女儿。 姑娘坐到国王的马车上，和国王一起回到宫中。 他俩立刻就举行了婚礼，正像三个小矮人许诺过的一样。 一年后，年轻的王后生下了一个儿子。 她的继母早已听说她交上了好运，这时也带着亲生女儿来到王宫，假装是来看王后的。 可是看到国王刚出去，而且旁边又没有别人，这坏心肠的女人就抓住王后的头，她的女儿抓住王后的脚，把她从床上抬下来，从窗口把她扔进了外面的大河里。 然后，继母的丑女儿躺在床上，老婆子从头到脚把她盖了起来。 当国王回到房间，想和他的妻子说话的时候，老婆子叫了起来："嘘，唬，不要打搅她，她现在正在发汗。今天不要打搅她。"国王丝毫没有怀疑，一直等到第二天早晨才过来。 他和妻子说话，谁知她刚开口，嘴里就跳出来一只癞蛤蟆，而不像从前那样掉出金子来。 国王问这是怎么回事，老婆子便说这是发汗发出来的，很快就会好的。 但是当天夜里，王宫里的小帮工看见一只鸭子从下水道里游了出来，而且听见它说：

"国王，你在做什么？

你是睡着了还是醒着？ "

看到小帮工没有回答，它又说：

"我的两位客人在做什么？"

小帮工说：

"她们睡熟了。"

鸭子又问：

"我的小宝宝在做什么？"

小帮工回答：

"他在摇篮里睡得好好的。"