For mange, mange år siden levede der en konge, som var berømt over hele verden for sin visdom. Han vidste alt, hvad der skete, og man skulle næsten tro, at han fik bud på luftens vinger om de hemmeligste ting. Men han havde en underlig vane. Hver middag, når der var taget af bordet, og alle var gået ud, måtte en tro tjener bringe ham endnu et fad. Det var lukket, og tjeneren vidste lige så lidt som noget andet menneske, hvad der var deri, for kongen spiste ikke af det, før han var helt alene. Sådan var det gået i nogen tid, men en dag blev tjeneren grebet af en så uimodståelig nysgerrighed, at han listede sig ind i et andet værelse med fadet. Da han havde låst døren omhyggeligt, tog han låget af og så, at der lå en hvid slange. Han fik straks sådan lyst til at smage på den og skar et lille stykke af og puttede det i munden. Næppe havde han spist det, før han hørte en underlig susen og hvisken udenfor vinduet. Han gik derhen og lyttede og opdagede da, at det var spurvene, der talte med hinanden og fortalte alt, hvad de havde oplevet i mark og skov. Enhver, der spiste af slangen, fik evne til at forstå dyrenes sprog.

 

Samme dag blev en af dronningens kostbare ringe borte, og mistanken faldt på den tro tjener, der havde adgang til alle værelser. Kongen kaldte ham for sig og sagde, at hvis han ikke inden næste dag kunne sige, hvem der var tyven, ville han blive antaget for gerningsmanden og henrettet. Det hjalp ikke, at han forsikrede, han var uskyldig. Han gik da bekymret frem og tilbage i gården og tænkte på, hvordan han skulle blive frelst. Ude i vandet svømmede ænderne fredeligt omkring og pudsede sig med næbbet og snakkede sammen. Tjeneren blev stående og hørte på dem. De talte om det dejlige foder, de havde fået om morgenen, og en af dem sagde ærgerlig: "Jeg har i hastværk slugt kejserindens ring, der var faldet ud af vinduet, den ligger så tungt i min mave." Tjeneren greb den øjeblikkelig i nakken, bar den op i køkkenet og sagde til kokken: "Her er en dejlig fed and, den skulle du slagte." Kokken så på den og sagde: "Ja, den har såmænd ædt godt, den kan nok fortjene at blive stegt." Han skar halsen over på den, og da indvoldene blev taget ud, fandt han dronningens ring i maven. Tjeneren kunne nu let bevise sin uskyldighed, og kongen, der ville gøre sin uret god igen, gav ham lov til at forlange, hvad han ville, og lovede at gøre ham til den fornemste mand i landet, hvis han ønskede det.

 

Tjeneren brød sig imidlertid slet ikke derom, men bad om en hest og nogle rejsepenge, for han havde lyst til at se sig om i verden. Det gav kongen ham gerne, og han begav sig straks på vej. En dag kom han forbi en dam, hvor han så tre fisk, der hang fast mellem sivene og lå og snappede efter vejret. Man siger jo nok, at fiskene er stumme, men han forstod straks, at de klagede over, at de nu skulle dø. Han fik medlidenhed med dem, steg af hesten og hjalp dem med at slippe løs. De var meget taknemmelige og stak hovederne op af vandet og råbte: "Vi skal nok gengælde dig din godhed." Han red videre og nogen tid efter syntes han, at han hørte stemmer nede fra sandet. Han lyttede efter og hørte da en myredronning, der sukkende sagde: "Bare de dumme mennesker kunne blive os fra livet med deres klodsede dyr. Der kommer den store hest og tramper alle mine myrer ihjel." Tjeneren bøjede om ad en sidevej og myredronningen råbte efter ham: "Vi skal nok gengælde dig din godhed." Vejen førte gennem en skov, og derinde kom han forbi to ravne, der var i færd med at kaste deres unger ud af reden. "Pak jer," råbte de, "vi kan ikke mere skaffe mad til jer. I er store nok til at ernære jer selv." De stakkels unger lå på jorden og baskede med vingerne og skreg: "Vi kan ikke engang flyve, vi dør af sult." Den gode tjener steg da af hesten, stødte sin dolk i den og lod den ligge, for at ravneungerne kunne få noget at spise. De kom så hoppende, og åd sig mætte og råbte efter ham: "Vi skal nok gengælde dig din godhed."

 

Nu måtte han bruge sine ben, og langt om længe kom han til en by. Der var stor trængsel på gaderne, og en mand kom ridende på en hest og forkyndte, at kongedatteren ønskede at gifte sig, men den, der ville bejle til hende, måtte først bestå en vanskelig prøve, og bestod han den ikke, havde han sit liv forbrudt. Mange havde allerede forsøgt derpå, men de havde alle sat livet til. Da ynglingen så kongedatteren, blev han så blændet af hendes skønhed, at han slet ikke tænkte på faren, men meldte sig som frier.

 

Han blev nu ført ned til havet, og en guldring blev kastet i vandet. Kongen befalede ham, at bringe ringen tilbage og tilføjede: "Men hvis du kommer op igen uden den, bliver du styrtet ud og finder din død i bølgerne." Alle beklagede den smukke yngling, der blev stående alene tilbage på bredden. Mens han stod der og tænkte på, hvad han skulle gøre, så han tre fisk komme svømmende. Det var dem, hvis liv han havde frelst. Den midterste holdt en muslingeskal i munden og lagde den op på stranden for hans fødder, og da han tog den op og åbnede den, lå guldringen deri. Glad bragte han den til kongen og troede, at han nu skulle få sin løn. Men da den stolte kongedatter fik at vide, at han ikke var hende jævnbyrdig, forlangte hun, at han skulle stilles på endnu en prøve. Hun gik selv ned i haven og strøede ti sække hirsekorn ud i græsset. "Dem må han samle op inden solen står op i morgen," sagde hun, "og der må ikke mangle en eneste. " Ynglingen satte sig ude i haven og tænkte på, hvad han dog skulle gøre, men han kunne ikke finde på råd og sad bedrøvet og ventede, at han skulle føres til retterstedet næste dag. Men da solens første stråler faldt ind i haven, så han, at alle ti sække var fyldt til randen, og der manglede ikke et eneste korn. Myredronningen havde været der med sine tusind og atter tusind myrer, og de havde samlet alt kornet op. Da kongedatteren kom ned i haven, så hun mod forventning, at ynglingen havde gjort, hvad hun havde sagt. Men hun kunne endnu ikke bøje sit stolte hjerte og sagde: "Jeg vil alligevel ikke gifte mig med ham, før han har skaffet mig et æble fra livets træ." Ynglingen havde ingen anelse om, hvor livets træ groede, men han begav sig straks på vej. Da han havde vandret gennem tre kongeriger, kom han ind i en stor skov og satte sig til at sove under et træ. Pludselig hørte han en støj ovenover sit hovede, og et gyldent æble faldt ned i hans hånd. På samme tid kom tre ravne flyvende, satte sig ved hans fødder og sagde: "Vi er de tre ravneunger, som du reddede fra at dø af sult. Da vi fik at vide, at du søgte efter det gyldne æble, fløj vi over havet til verdens ende, hvor livets træ står, og hentede æblet til dig." Ynglingen begav sig nu glad på hjemvejen og bragte den smukke kongedatter æblet, og nu kunne hun ikke finde på flere udflugter. De delte så livets æble, og da hun havde spist det, kom hun til at holde uendelig meget af ham, og de levede lykkeligt med hinanden i mange, mange år.

 

从前有位以他的智慧而闻名全国的国王，世界上的事情他没有不知道的，而且，好像再秘密的事情也能有风声传到他的耳朵里。 不过，这位国王有个古怪的习惯：每天吃完晚饭，桌子已经收拾干净，而且其他人也都已离开之后，一位忠实的侍从会再给他端来一道菜。 不过，这道菜用盖子盖着，谁也不知道里面装的是什么，就连这侍从也不知道，因为国王每次都要等到房间里只剩下他一个人时才揭开盖子吃。

这种情况持续了很长一段时间，终于有一天，端碗的侍从再也克制不住好奇心，把这道菜端进了自己的房间。 他小心地锁上门，揭开盖子，看到盘子里的菜是一条白蛇。 他看到之后，就忍不住想尝一尝，于是他用刀子割下一小块送进嘴里。 蛇肉刚碰到他的舌头，他就听到了窗子外面有一些奇怪的小声音在窃窃私语。 他走到窗边侧耳细听，发现原来是一群麻雀在聊天，相互说着在田野和森林里的所见所闻。 吃了那块蛇肉之后，他现在居然能听懂动物语言了！

说来也巧，也就在这一天，王后最漂亮的戒指不见了，因为这个侍从哪里都可以去，所以偷戒指的嫌疑也就落到了他的头上。 国王把他叫去大骂一通，并且威胁说，要是他第二天早晨说不出小偷是谁，那么他自己会被判为小偷，并被处死。 侍从一再声明自己是清白无辜的，可没有用，国王还是不改变自己的主意。

侍从的心里又是烦恼又是害怕，便走进院子去想怎样摆脱自己厄运的办法。 有几只鸭子安安静静地坐在院子里的小溪旁，一面用喙梳理羽毛，一面说着悄悄话。 侍从站在一旁听着。 它们分别讲述着他们一上午都到过哪些地方，都找到一些什么好东西吃。 其中一只鸭子抱怨说："我的胃里有样很重的东西。我吃东西的时候匆匆忙忙的 ，结果把王后窗子下的一只戒指吞进肚子里去了。 "侍从立刻抓住这只鸭子的脖子，把它拿到厨房，对厨师说："送你一只肥鸭子。 请把它宰了。 ""好的，"厨师说，一面用手掂了掂鸭子，"这家伙拼死拼活地把自己吃得肥肥的，早就等着进烤箱了。 "厨师说着便砍下了鸭子的脑袋，在掏鸭内脏的时候，发现王后的戒指在里面。

这下侍从轻而易举地证明了自己的清白。 国王觉得不该那样冤枉他，想作一些弥补，便允许他提出一个请求，而且还答应，只要他开口，可以把宫中最好的职位给他。 可是侍从谢绝了这一切，只请求给他一匹马和一些旅费，让他出去看看外面的世界。 国王答应了他的请求，他便上了路。 一天，他来到了一个池塘边，看到池塘里有三条鱼让芦苇缠住了，嘴一张一张地想喝水。 虽然人们常说鱼都是哑巴，他却听到它们在为自己这样惨死而哀声叹气。 他很善良，下了马，把三条鱼重新放回到水里。 鱼高兴极了，从水里探出头来，冲着他喊道："我们会记住你的，而且会报答你的救命之恩。"

他骑着马继续向前走。 过了一会儿，他觉得好像听到脚底下的沙子里有什么声音。 他听了一会儿，听到一只蚁王在抱怨："那些骑着笨牲口的人类为什么不离我们远一点呢？这匹蠢马沉重的蹄子踩死了我们多少人呵！"于是，他赶紧把马带到旁边的小路上。 蚁王对他叫道："我们会记住你的。好心自然会有好报的！"

这条小路把他带进了一座森林。 他看到两只老乌鸦站在窝边，正往外扔小乌鸦。 "你们这些好吃懒做、没有用的东西！都给我出去！"老乌鸦在骂着，"我们再也养不活你们了。你们都长这么大了，应该自己养活自己。"可那些小乌鸦一个个躺在地上，扑打着翅膀喊着："我们真是可怜啊！没有谁能帮助我们。要我们自己养活自己 ，可我们连飞都还不会啊！ 除了躺在这里饿死，我们还有什么别的法子呢？ "善良的青年从马背上跳下来，拔出宝剑把马杀了，留给小乌鸦当粮食。小乌鸦们立刻跳过来，一面吃一面叫道："我们会记住你的。 好心自然会有好报！ "

他现在只能靠两条腿步行。 他走了很长一段路后，来到了一座大城市。 街上叽叽喳喳的围了一群人，一个人骑在马背上高声叫道："公主要选丈夫，但求婚者必须完成一项艰巨的任务，完不成就得送掉自己的性命。"许多人都已经尝试过了，可他们只是白白地送掉了性命。 我们这位年轻人一看到公主，就被她的美貌迷住了，他忘记了危险，到国王面前去求婚。

他被带到海边，一枚戒指当着他的面被扔进了海中。 国王命令他从海底把戒指捞上来，并且说："要是你捞不上来，我们就把你重新推进大海，直到浪涛把你吞没。"大家都为这位英俊的小伙子感到惋惜，一个个都悄悄走了，只留下他一个人在海边。

他站在海边，盘算着该怎么办。 突然，他看到有三条鱼在向他游来，而且正是他救过的那三条鱼。 中间那条鱼衔着一只贝壳，游到岸边就把它吐在了年轻人的脚边。 他捡起贝壳打开一看 ，只见那枚金戒指就在里面。 他兴冲冲地带着戒指去见国王，以为国王一定会把答应的奖赏赐给他。

可是，当高傲的公主得知他出身低微时，非常瞧不起他，要他先完成第二项任务。 她走到花园里，亲手撒了十袋小米在草地上，并且说："明天日出之前，你必须把这些全部捡起来，一粒也不能少！"

年轻人坐在花园里，盘算着怎样才能完成这项任务。 可是他什么办法也没有想出来，只好难过地坐在那里，等待着天亮被人带去处死。 谁知当第一缕阳光照进花园时，他却看到那十袋小米已经装得满满的排在他的身旁，而且一粒也不少。 原来，那只蚁王晚上带着成千上万的蚂蚁来过了。 这些知恩报恩的小动物不辞辛劳地捡起所有的小米，装进了袋子。

不一会儿，公主亲自来到了花园，看到年轻人已经完成了交给他的任务，她不由得感到万分惊讶。 可她那颗高傲的心还没有被征服，于是她说："虽然他完成了两项任务 ，我还是不能嫁给他，除非他能从生命之树上摘来一个苹果。 "年轻人根本不知道生命之树长在什么地方，可他还是出发了，而且准备一直找下去，直到他走不动为止。不过他也不抱多大希望，他找遍了三个王国，一天来到了一座森林。他躺在一棵树下刚准备睡觉，突然听到树枝上有沙沙的声音，一个金苹果掉进了他的手里！与其同时，三只乌鸦飞了下来，落在他的膝盖上，说："我们就是你救活的三只乌鸦。 我们长大了之后，听说你在寻找金苹果，便飞过大海，到了长着生命之树的世界尽头，给你把苹果摘来了。 "年轻人万分高兴地踏上归途，带着金苹果回到了美丽的公主那里，这下公主再也没有什么可说的了。他俩把生命之果切成两半，吃了下去，她的心便充满了对他的爱，他们从此过着幸福安宁的生活。