En sommermorgen sad en lille skrædder på sit bord ved vinduet. Han var i godt humør og syede af alle livsens kræfter. Mens han sad der, kom en bondekone forbi ude på gaden og råbte: "Hvem vil købe honning, hvem vil købe honning!" skrædderen fik lyst til at smage på den, stak hovedet ud af vinduet og råbte: "Kom herop min gode kone, så kan I blive af med noget af jeres honning." Konen gik op af de mange trapper med sine tunge kurve og måtte lukke op for alle krukkerne. Skrædderen stak næsen i dem allesammen og sagde så: "Den lader jo til at være god. Giv mig fire lod. Det gør såmænd heller ikke så nøje, selv om det bliver et fjerdingspund." Konen havde troet, at hun skulle gøre en rigtig god forretning og gav ham ærgerlig hvad han forlangte. "Det skal rigtig smage mig," sagde skrædderen, tog brødet ud af skabet, skar sig et ordentligt stykke og smurte honning på. "Det er dog vel bedst, at jeg først bliver færdig med mit sytøj," tænkte han, satte brødet ved siden ar sig og syede videre, men han var så glad, at han stadig tog større og større sting. Lugten af den søde honning trængte imidlertid hen til væggen, hvor der sad fuldt af fluer, og de kom nu flyvende og satte sig på brødet. "Hvem har indbudt jer?" sagde skrædderen og jog dem væk. Fluerne forstod ikke dansk, men kom et øjeblik efter tilbage. Da tabte skrædderen tålmodigheden, tog en stump tøj og smækkede efter dem. Ikke mindre end syv fluer lå døde på bordet. "Sikken en karl jeg er," sagde han beundrende, "det skal hele byen få at vide." Han lavede sig i en fart et bælte og syede med store bogstaver derpå: "Syv med et slag." - "Hele verden skal få det at vide," sagde han, og hjertet hoppede i livet på ham af glæde.

 

Skrædderen spændte bæltet om livet og begav sig på vej ud i den vide verden, fordi han mente, værkstedet her var for lille for sådan en tapper fyr. Før han drog af sted, undersøgte han, om der ikke var noget, han kunne tage med, men han fandt ikke andet end en gammel ost, og den stak han så i lommen. Udenfor huset så han, at der sad en fugl, som var blevet fanget i krattet, og den puttede han ned i lommen til den gamle ost. Han skridtede nu godt ud, og da han var en rask lille fyr, blev han ikke træt. Vejen gik over et højt bjerg, og oppe på toppen sad der en vældig kæmpe og så sig om. Skrædderen gik modig hen til ham og sagde: "Goddag, kammerat. Du sidder nok og kigger på verden. Jeg er netop vandret ud for at se mig om. Har du lyst til at gå med?" Kæmpen så hånlig på den lille skrædder. "Sådan en pjalt," sagde han. "Så det mener du," sagde skrædderen, knappede frakken op og pegede på bæltet. "Der kan du se, hvad jeg er for en." - "Syv med et slag," læste kæmpen, og da han troede, det var mennesker, fik han ikke så lidt respekt for den lille fyr. Han ville dog først stille ham på prøve og tog derfor en sten i hånden og klemte den, så de klare dråber trillede ned. "Kan du gøre mig det efter?" spurgte han. "Er det det hele," sagde skrædderen, "det er jo bare legeværk." Han stak hånden i lommen, tog osten frem og klemte den, så saften løb ud mellem fingrene på ham. "Det var nok en lille smule bedre," sagde han. Kæmpen vidste ikke, hvad han skulle tro, tog en sten og kastede den så højt op, at man næsten ikke kunne se den og spurgte så: "Kan du gøre mig det efter?" - "Ja, det kan jo være meget godt," sagde skrædderen, "men nu skal jeg kaste en sten så højt op i luften, at den slet ikke kommer ned igen." Derpå tog han fuglen op af lommen og kastede den i vejret. Lykkelig over sin frihed svang den sig bort og kom ikke mere igen. "Ja, kaste det kan du," sagde kæmpen, "men lad os nu se, om du kan bære noget." - "Kan du hjælpe mig at bære dette træ ud af skoven?" - "Med fornøjelse," svarede den lille mand, "tag du kun stammen på skulderen, så bærer jeg grenene, det er dog det tungeste." Kæmpen gjorde det, og skrædderen satte sig på en gren, og kæmpen, der ikke kunne vende sig om, måtte bære hele træet og skrædderen oven i købet. Han sad velfornøjet deroppe og fløjtede og sang, som om det var den rene barnemad at bære sådan et træ. Da de havde gået et stykke vej, kunne kæmpen ikke holde det ud længere og sagde: "Nu lader jeg træet falde." Skrædderen sprang behændig ned, greb fat i grenene med begge hænder, som om han havde båret det og sagde ringeagtende: "Kan sådan en stor fyr ikke engang bære den smule træ."

 

De gik nu videre, og da de kom til et kirsebærtræ trak kæmpen de øverste grene ned og gav skrædderen dem at holde, for at han kunne spise af bærrene. Skrædderen havde naturligvis ikke kræfter til at holde grenene nede, og da kæmpen gav slip fløj de i vejret og skrædderen med. Da han lykkelig og vel var sluppet ned på jorden igen, sagde kæmpen: "Det var da løjerligt, at du ikke engang er så stærk, at du kan holde det tynde træ nede." - "Det er aldeles ikke derfor," svarede skrædderen, "hvad tror du, det har at betyde for en, som har slået syv med et slag? Jeg sprang over træet, fordi jægerne skyder gennem krattet dernede. Prøv, om du kan gøre mig det efter." Kæmpen prøvede på det, men blev hængende i grenene, og skrædderen beholdt således også overtaget her.

"Når du er sådan en tapper fyr må du gerne følge med hjem i vores hule og blive der i nat," sagde kæmpen, og skrædderen fulgte så med ham. Inde i hulen sad flere andre kæmper omkring ilden og gnavede af et stegt får. Skrædderen så sig om og tænkte: "Her er rigtignok bedre plads end i mit lille værksted." Kæmpen viste ham nu en seng, han kunne sove i. Han takkede, men syntes den var alt for stor, og da kæmpen var gået til ro, satte han sig hen i en krog. Ved midnatstid, da kæmpen troede, at skrædderen sov fast, stod han op og slog løs på sengen med en stor jernstang og tænkte, at han nu havde knust hvert ben i den lille fyrs krop. Tidlig om morgenen gik kæmperne ud i skoven og havde helt glemt skrædderen, men på en gang så de ham nok så lystig komme spadserende. De blev bange for, at han skulle slå dem allesammen ihjel og løb deres vej, så hurtigt de kunne.

 

Skrædderen gik videre lige ud for næsen. Da han havde gået i mange dage, kom han ind i en gård, der hørte til kongens slot, og da han var træt, lagde han sig til at sove i græsset. Mens han lå dér, kom der en hel del folk forbi og stod stille og læste, hvad der stod på hans bælte. "Det må være en meget mægtig mand," sagde de, "men hvad vil han dog her midt i fredstiden." De gik op og fortalte det til kongen, og sagde, at han endelig måtte få manden til at blive der, for han kunne jo være til stor nytte i krigen. Kongen sendte da en af sine mænd ned til skrædderen for at spørge, om han ville gå i krigstjeneste hos ham. Manden blev ærbødig stående dernede, til skrædderen strakte lemmerne og slog øjnene op og kom så frem med sit andragende. "Det er netop derfor, jeg er kommet her," sagde skrædderen, "jeg er beredt til at træde i tjeneste hos kongen." Han blev modtaget med mange æresbevisninger og kongen anviste ham selv hans bolig.

 

Soldaterne så imidlertid skævt til skrædderen og ønskede ham tusind mile bort. "Det kan jo blive en gal historie for os," tænkte de, "hvis han kommer op at skændes med en af os og slår til, falder der syv på en gang." De begav sig derfor allesammen til kongen og forlangte, at han skulle afskediges. "Vi kan ikke tjene sammen med en mand, der slår syv med et slag," sagde de. Kongen havde ikke lyst til at miste alle sine tro tjenere for en mands skyld, og var så led og ked af ham, at han ønskede, han aldrig havde set ham for sine øjne. Men han turde ikke give ham afsked, fordi han var bange for, at han skulle slå ham og hele folket ihjel. Til sidst fandt han dog på råd. Han sendte bud til skrædderen, at han på grund af hans store tapperhed ville give ham et ærefuldt hverv. I en af skovene i hans rige havde to kæmper tilhold, og de røvede og brændte i hele omegnen, og ingen turde gå imod dem. Hvis han kunne dræbe dem, ville kongen give ham sin datter til ægte og det halve kongerige i medgift. Hundrede ryttere skulle drage med for at hjælpe ham. "Det er noget, der ikke tilbyder sig hver dag," tænkte skrædderen og svarede: "Jeg skal nok tage mig af de to kæmper, og jeg har aldeles ikke brug for de hundrede ryttere. Det vil være en smal sag for en, der har slået syv med et slag at få bugt med to. Men de kan jo gerne ride med."

 

Den lille skrædder drog nu af sted i spidsen for hundrede ryttere. Da de kom til skoven sagde han til dem: "Bliv I kun her, jeg skal nok klare mig alene." Derpå løb han ind i skoven. Kort efter fik han øje på kæmperne, der sov under et træ og snorkede, så grenene rystede. Skrædderen fyldte i en fart sine lommer med sten og klatrede op i træet.

 

Han lod sig så glide ud på en gren, så han kom til at sidde lige over kæmperne, og begyndte at kaste sten ned på den ene. Der gik en lang tid uden at han mærkede det, men til sidst vågnede han, puffede til sin kammerat og sagde: "Hvorfor slår du mig?" - "Du har drømt," svarede den anden, "jeg har ikke rørt dig." De lagde sig igen til at sove, og skrædderen begyndte nu at kaste sten på den anden. "Hvad skal det betyde," råbte han, "hvorfor slår du mig?" - "Jeg gør dig ikke noget," brummede den første. De skændtes en lille smule, men de var så trætte, at de snart holdt op og lukkede øjnene igen. Skrædderen tog nu den allerstørste sten og kastede den så hårdt, han kunne, ned på den ene kæmpe. "Nej, nu bliver det for galt," råbte han ude af sig selv og stødte den anden imod træet, så det rystede. Den anden betalte med samme mønt, og de kom nu i et sådant raseri, at de rykkede træer op og slog løs på hinanden, til de faldt døde om. Skrædderen sprang nu i en fart ned af træet. "Det var da godt, at de ikke tog det træ, jeg sad i," tænkte han, "så havde jeg nok fået mig en ordentlig tur." Han tog sit sværd, gav dem hver et dybt sår i brystet og gik så ud til rytterne og sagde: "Nu er det arbejde gjort. Det var rigtignok en hård kamp, de rev træer op for at værge sig, men det hjalp altsammen ikke. De kunne dog ikke stå sig mod den, der slår syv med et slag." - "Er I da ikke såret?" spurgte rytterne. "Ikke et hår har de krummet på mit hovede," svarede skrædderen. Rytterne ville ikke tro ham, men red ind i skoven, og der fandt de jo kæmperne, der svømmede i deres blod, mens træerne lå spredt rundt om dem.

 

Skrædderen forlangte nu sin løn, men kongen angrede sit løfte og gav sig til at grunde på, hvordan han kunne skaffe sig den helt fra halsen. "Du må udføre endnu en heltegerning, før jeg giver dig min datter," sagde han. "Ude i skoven er der en enhjørning, som gør megen skade, den må du fange." - "Den er jeg endnu mindre bange for end for kæmperne," sagde skrædderen, " syv med et slag er min mindste kunst." Han tog et tov og en økse med sig, gik ud i skoven, og lod igen de mænd, der var fulgt med ham, blive udenfor. Han havde ikke gået ret længe, før enhjørningen kom springende imod ham og uden videre ville æde ham. "Tag det med ro," sagde han, "så let går det ikke." Derpå stod han ganske stille, til dyret var kommet tæt hen til ham, så sprang han behændig bag et træ. Enhjørningen løb af alle kræfter imod træet og borede hornet så langt ind i stammen, at den ikke kunne få det ud igen. "Nu er fuglen fanget," sagde skrædderen, lagde tovet om halsen på den, huggede hornet ud af træet og bragte dyret til kongen.

 

Kongen ville endnu ikke give ham hans løn, men forlangte, at han først skulle fange et vildsvin, som gjorde stor skade i skoven. Jægerne skulle hjælpe ham. "Det skal være mig en let sag," sagde skrædderen. Han lod jægerne blive udenfor skoven, og det var de meget velfornøjede med, for vildsvinet havde allerede før givet dem så varm en modtagelse, at de havde tabt lysten til at komme igen. Da dyret fik øje på skrædderen, for det rasende imod ham, og fråden stod det ud af munden. Den letbenede fyr løb imidlertid ind i et kapel, der lå lige ved, og hoppede ud af vinduet på den anden side. Svinet var løbet efter ham, og han kom nu i en fart tilbage og smækkede døren i og fangede det således. Skrædderen kaldte nu på jægerne for at de med egne øjne skulle se fangen. Derpå begav han sig til kongen, der måtte holde sit løfte, hvad enten det smagte ham eller ej. Hvis han havde vidst, at det ikke var andet end en lille skrædder, der stod for ham, var det nok gået ham endnu mere til hjerte. Brylluppet blev imidlertid fejret med stor pragt og ringe glæde, og skrædderen var nu konge.

 

Nogen tid efter hørte den unge dronning en nat, at kongen talte i søvne. "Lav den frakke i stand, dreng, ellers skal jeg varme dine ører," sagde han. Hun kunne nu tænke sig, hvor den tapre helt stammede fra, og næste morgen gik hun til sin far og bad ham befri hende for en mand, der ikke var andet end skrædder. Kongen trøstede hende og sagde: "Næste nat skal du lade døren til mit sovekammer stå åben, så skal en af tjenerne stå på vagt udenfor, og når din mand er faldet i søvn binder vi ham og bringer ham ombord på et skib, og så lader vi det flyde for vind og vove. Dronningen syntes godt om forslaget, men den unge konges tro tjener havde hørt, hvad de aftalte, og fortalte sin herre det hele. "Det skal jeg nok sætte en pind for," sagde den lille skrædder. Om aftenen gik han i seng, som han plejede, og da hans kone troede, at han sov, stod hun op og åbnede døren og krøb så i seng igen. Men skrædderen havde kun ladet som om han sov, og råbte nu højt: "Gør den frakke i stand, dreng, ellers skal du få dine ører varmet. Jeg har slået syv med et slag, dræbt to kæmper og fanget en enhjørning og et vildsvin, og så skulle jeg være bange for den, der står udenfor døren!" Da tjeneren hørte det, blev han ude af sig selv af angst og løb som om fanden var i hælene på ham, og ingen af de andre turde gå ind til skrædderen. Således blev den lille skrædder ved at være konge, så længe han levede.

 

夏季一个阳光明媚的早晨，一个小裁缝坐在靠窗的台子旁，竭尽全力地做着手中活儿。 这时，街上走来一个农家妇女，边走边吆喝："买果酱啦！物美价廉呀！"小裁缝觉得这声音挺悦耳，于是就将一头卷发的脑袋伸出了窗外，喊叫道：

"上这儿来吧，亲爱的太太，您的货这儿有人要！"

农妇手提沉甸甸的篮子，跨上台阶，来到小裁缝跟前，按照他的吩咐打开一只又一只的罐子。 小裁缝挨个仔细察看，还把罐子举到鼻子跟前闻了又闻，最后才说道："给我来四盎司，亲爱的太太，半镑也行。"

农妇原来以为找到了好买主呢，她把小裁缝要的那一点点果酱如数秤给他之后，就气呼呼地嘟哝着走了。

"愿上帝保佑，"小裁缝嚷嚷道，"这些果酱能给我带来好胃口。"

他从柜子里拿出面包，切了一片下来，把果酱涂在上面。 "我心里有数，不会不可口的，"他说，"不过我得先做完这件背心再吃。"

于是，他把涂了果酱的面包放在身旁，继续缝了起来，心里感到美滋滋的，针脚就一针比一针大了。 这时，果酱香甜的气味招引来了一群聚在墙上的苍蝇，它们纷纷落在面包上，要品尝一下这美味佳肴。

"哪有你们的份啊？"小裁缝说着把苍蝇赶跑了。 苍蝇才不理睬他说了什么，怎么也不肯走，于是落在面包上的苍蝇越来越多了。 这下子，小裁缝火冒三丈，随手抓起一条毛巾，朝着苍蝇狠命地打了下去，打死了整整七只苍蝇，有的连腿都给打飞了。

"你可真了不起！"他说道，不禁对自己的勇敢大加赞赏，"全城的人都应该知道你的壮举。"说罢，小裁缝风风火火地为自己裁剪了一条腰带，缝好后，在上面绣了几个醒目的大字："一下子打死七个！""不仅仅是全城，"他突然喊了起来，"还得让全世界的人都知道！"说到这儿，他的心激动得欢蹦乱跳，活像一只小羊羔的尾巴。

小裁缝把腰带系在腰间，打算出去闯世界，因为在他看来，凭着他的英勇无畏精神，再留在小小的作坊里，就大材小用啦。 动身前，他四下里搜寻了一番，看看有没有值得带上的东西，却只发现了一快陈干酪，就随手装进口袋里。 在门前，他发现灌木丛中绊住了一只小鸟，便捉来放进装干酪的口袋里。

随后，他得意洋洋地上了路。 由于个子矮小，他身轻如燕，走起来一点儿也不感到累。 走着走着，来到一座大山上。 他到了山顶一看，发现一个力大无比的巨人正坐在那儿，悠然自得地环顾左右。 小裁缝壮着胆子走到巨人跟前，跟他打招呼：

"你好，伙计。你坐在这儿眺望大世界，是吧？我正要去闯闯世界咧，怎么样，有没有心思跟我一快儿去？"

巨人轻蔑地瞟了他一眼，扯着嗓子对他说："你这个小可怜虫！弱不禁风的小瘪三！"

"啊哈，你这么小看我，是吗？你再往这儿瞧瞧！"小裁缝回答道。 说着解开上衣，露出腰带来给巨人看。 "你念一念就知道我是何等人啦。"

巨人念了起来："一下子打死七个"。 以为这位裁缝一下子打死的是七个人，心里不禁对小裁缝产生几分敬意。 不过，他决心要和小裁缝先试试身手，于是，就拣起一快石头来，用手使劲一捏，捏得石头滴出了水。

"要是你真有力气，"巨人说，"也来这么一手吧。"

"就这个呀？"小裁缝说，"对本人来说，跟玩儿似的。"说着把手伸进口袋里，掏出那快软绵绵的干酪来，轻轻一捏，乳汁就冒了出来。

巨人看了不知说什么才好，却怀疑这么个小人儿是不是真有那么大的力气。 随后，他又拣起一快石头来，朝空中猛地一抛，石头飞得那么高，用肉眼几乎看不见了。

"喏，"巨人说，"可怜的小矮子，你也来一下。"

"的确，扔得挺高，"小裁缝回敬道，"可是你扔的那快石头还是掉回到了地上。本人给你露一手，扔出去就不会再掉回来。"

说罢，他从口袋里把那只小鸟抓出来，往空中一扔。 重获自由的小鸟欢欢喜喜地飞走了，头也不回地一下便无影无踪。 "喂，伙计，这一手还行吧？"小裁缝问道。

"我不否认，扔东西你还行。"巨人回答说，"现在我再瞧瞧你能不能扛动沉重的东西。"

他把小裁缝领到一棵已砍倒在地的大橡树跟前。 "你要是真有力气，就帮我把这棵树从林子里抬走。"

"好的，"小裁缝说，"你扛树干，我扛树枝，这树枝可是最难弄的呀。"

巨人扛起树干，小裁缝却坐在了一根树枝上面。 巨人没法回头看，不得不整个扛着大树，还扛着坐在树枝上的小裁缝。

小裁缝坐在后面，心旷神怡，快乐地吹着口哨，还唱了几句"三个裁缝骑马出了城"这首歌，抬树对他来说仿佛就是一场游戏而已。

巨人扛着沉重的大树走了一段路程，累得上气不接下气，嚷嚷着说他再也走不动了，必须把树放下来。

小裁缝一下子跳了下来，用两只胳膊抱住树身，做出一副一路上抬着大树的样子，接着对巨人说，"亏你这么个大块头，连棵树也扛不了！"

他们一快儿往前走着，来到一棵樱桃树前，树冠上挂满了熟透的樱桃。 巨人一把抓住树冠，拉低后递给小裁缝，让他吃个够。 可小裁缝哪有这么大的力气抓住樱桃树呢，巨人一松手，树就忽地一下直起了身，小裁缝也随着被弹到了空中。

小裁缝安然落地，巨人嚷嚷道："咳！你连抓住这么一根小树枝的力气也没有啊？"

"这和力气有何相干！"小裁缝回答说，"本人一下子能打死七个，你以为我连根小树枝都抓不住吗？林子里有个猎人要朝我开枪，我才急急忙忙跑过树顶。你要是有能耐，跳给我瞧瞧。"

巨人试了一下，却没能跳过去，而被挂在了枝丫间。 这样一来，小裁缝又占了上风。

于是，巨人说："你是一个了不起的小勇士，就请你到我的山洞里去过夜吧。"

小裁缝很愿意，就跟着他去了。 他们来到洞中，只见还有一些巨人围坐在火堆旁，个个手里拿着一只烤羊，像吃面包似的在吃着。 小裁缝心想："这儿可比我的作坊好多啦。"巨人指给他一张床，叫他躺下休息。 可这张床对小裁缝来说，实在是太大了，他没有躺在床中间，而是爬到了一个角落里。 半夜时分，那个巨人以为小裁缝睡熟了，抓起一根大铁钉，照准床上猛地扎了下去，以为把这个小蚱蜢给解决了。

第二天拂晓，巨人们动身到林子里去，把小裁缝忘得一干二净。 小裁缝仍然像往常一样活蹦乱跳，无忧无虑，朝他们走去。 巨人们一见，以为小裁缝要打死他们，个个吓得屁滚尿流，拔腿就跑。 小裁缝呢，继续赶他的路，一直往前走去。

走了很久，小裁缝来到一座王宫的院子里。 这时，他已累得精疲力尽，便倒在地上睡着了。 他正躺在那儿睡的时候，不少人过来，看见了他腰带上绣的字："一下子打死七个！""哎呀！"他们心想，"这一定是位了不起的英雄。和平时期他到这里来干什么呢？"他们立即去向国王禀报，说一旦战争爆发，此人大有用场，千万不能放他走呵。

国王很赞赏这个主意，便差了一位大臣去找小裁缝，等他一醒来，就请他在军队里效力。 这位使者站在一旁，眼睁睁地看着熟睡中的小裁缝，直等到小裁缝伸了伸懒腰，慢慢睁开了双眼，才向他提出请求。

"我正是为此而来的，"小裁缝回答说，"本人很愿意为国王效劳。"

他于是受到了隆重的接待，得到了一处别致的住所。 可是其他军官却很妒嫉，巴不得他早点儿远远地离开这里。 "要是我们和他打起来，"他们交谈着，"他一下子就能打死我们七个，这可怎么是好呢？我们一败涂地呀。"后来，他们决定，一快儿去见国王，提出集体辞职。 "我们这号人呐，"他们跟国王解释说，"无法和一位一下子就打死七个人的大英雄共事。"

因为一个人而要失去所有忠心耿耿的军官，国王感到十分难过，希望压根儿就没见过这个小裁缝，巴不得能早早把他打发走。 可是，国王却没有这个胆量把他赶走，担心小裁缝把他和他的臣民都打死，自己登上王位。 他绞尽脑汁，冥思苦想，终于想出一个主意。 他派人去告诉小裁缝，说小裁缝是一位出类拔萃、英勇无畏的英雄，因此希望向他做如下提议：

在他的领地上，有一座大森林，林中住着两个巨人，他们俩烧杀抢劫无恶不作，为害极大，可是至今却没有谁敢冒生命危险去和他们较量。 要是小裁缝能制服和杀死这两个巨人，国王就答应把自己的独生女儿许配给他，并赐给他半个王国，而且还准备给他派去一百名骑士，为他助阵。

"对你这样一个人来说，这是多么大的鼓舞呀，"小裁缝心里想道，"一位漂亮的公主，还有半个王国，真是千载难逢的好机会啊。"

于是，他回答说："当然可以啦，我去制服那两个巨人。那一百名骑士嘛，我并不需要他们。我这样一个英雄，一下子能打死七个，那两个怎么会是我的对手呢。"

小裁缝出发了，后面跟着一百名骑士。 他们来到森林前，他对这些骑士说："你们就呆在这儿，我一个人去收拾那两个家伙。"说罢，他独自跑进了林中，一边走着，一边环顾左右。 没多大一会儿，就发现了那两个巨人。 他们俩躺在一棵大树下正睡觉呢，鼾声如雷，树枝都快被震掉了。 小裁缝忙着把两个口袋装满石头，然后爬到树上。 爬到一半时，他悄悄地攀上一根树枝，树枝下边就是那两个熟睡中的巨人的脑袋。 接着，他把石头接二连三地朝一个巨人的胸口使劲砸下去。 这位大家伙有好一会动也不动一下，后来终于醒了，用力推了推身边的同伴，问道："你干嘛打我？"

"你在做梦吧，"另一个回答说，"谁打你来着？"

说完，他们俩又躺下睡了。 这回，小裁缝把一块石头朝第二个巨人砸了下去。

"干什么？"第二个嚷嚷起来，"干嘛拿石头打我呀？"

"我没有哇。"第一个咆哮着回答说。

他们争吵了几句，却因为感到困乏，又闭上眼睛睡了。 小裁缝呢，故伎重演，选了一块最大的石头，朝第一个巨人狠命砸了下去。

"这太不像话啦！"第一个巨人吼了起来。 他疯了一样地从地上一跃而起，把他的同伴朝树上猛地一搡，撞得大树都摇晃起来了。 第二个分毫不让，以牙还牙，两个家伙怒不可遏，把一棵棵大树连根拔起，朝着对方猛扔过去，最后他们两败俱伤，都倒在地上死了。

小裁缝立即从树上跳了下来。 "真是万幸，"他说道，"他们没有拔掉我刚才上的那棵树。"

说罢，他拔出剑来，在每个巨人的胸口上猛刺一剑，然后他走到那些骑士面前说："完事了，那两个巨人都被我给解决了，可真是一场惊心动魄的遭遇呀。他们见势不妙就把大树连根拔起进行顽抗，当然啦，面对本人这样一下子能打死七个的英雄，那是徒劳的。"

骑士们策马跑进森林一看，两个巨人躺在血泊之中，四周还有连根拔出的大树，这才相信了小裁缝的话。

返回后，小裁缝要求国王把答应给他的奖赏赐给他，国王却后悔了，又左思右想，考虑怎样才能把小裁缝打发走。

"你在得到我的女儿和半个王国之前，"他说，"必须再完成一个壮举。在那座森林里，有一头危害很大的独角兽，你必须把它捕捉住。"

"两个巨人我都没怕，一头独角兽又有什么可怕的呀。"小裁缝吹嘘道。

小裁缝带着一根绳索和一把斧头便动身去了森林，告诉他的随从们在森林外等着。 他没找多大功夫，便发现那头独角兽就在眼前，并且正向他直冲过来。

他纹丝不动地站在那里，等独角兽逼近了，敏捷地一下子跳到树后。 独角兽发疯似的朝大树撞过来，把角牢牢地戳进了树干里，怎么拔也拔不出来，就被捉住了。

"伙计，这回我可逮住你啦，"小裁缝从树后转出来后说道。 他用那根绳索把独角兽的脖子捆了起来，然后用斧头劈开树干，松开兽角，牵着独角兽回去见国王。

谁知国王还是不肯把答应给小裁缝的奖赏赐给他，又提出了第三个条件。 他必须再到森林里去把一头危害很大的野猪逮住，然后才举行婚礼。

"我很乐意去，"小裁缝回答说，"逮住一头野猪那还不是跟玩儿似的。"

野猪一见小裁缝，就口里冒着白沫，咬着牙，朝他猛冲过来，想一头把他撞倒在地。 谁知勇敢的小裁缝敏捷地跳进了旁边的一座小教堂，眨眼之间，又从窗口跳了出去。 野猪追进了教堂，小裁缝从教堂后面几步跑了过来，把门关住，气势汹汹的野猪又重又笨，没法从窗口跳出去，就这样被擒住了。

然后，勇敢的小裁缝去见国王，告诉他说，愿意也罢，不愿意也罢，他这次必须信守诺言，把他的女儿和半个王国赏赐给他。

他们的婚礼隆重举行，欢笑却很少。 不过，小裁缝还是当上了国王啦。

不久，年轻的王后在一天夜里听见丈夫说梦话。 小裁缝在梦中大声地嚷嚷着："徒弟，快点儿把这件背心缝好，再把这条裤子补一补，不然我就让你的脑袋尝尝尺子的厉害。"这样一来，她便弄清了她的君主和丈夫是什么出身。 第二天一早就对父亲大发牢骚，抱怨国王给她选择的丈夫只不过是一个下贱的裁缝。

国王安慰她说："今天晚上，你打开化妆室的门，我派侍从守在外边，等他睡着了，我的侍从就悄悄地进去把他捆起来，然后放到一艘船上，把他送到天涯海角。"

当了国王的小裁缝有个男仆，听见了老国王说的话，就把这个阴谋禀报了主子。