Der var engang en kongesøn, som drog ud for at se sig om i verden. Den eneste, han havde taget med sig, var en tro tjener. En dag gik de ind i en stor skov, og da det blev aften, vidste de ikke, hvor de skulle sove om natten. Kongesønnen fik imidlertid øje på et lille hus i det fjerne, og da han kom nærmere, så han, at der stod en smuk ung pige udenfor. Han spurgte hende så, om han og hans tjener måtte bliver der om natten. "Det må I gerne," sagde pigen bedrøvet, " men jeg råder jer fra det." - "Hvorfor det?" spurgte han. Pigen sukkede. "Fordi min stedmor driver sine troldkunster derinde," sagde hun, "og hun er ikke venlig stemt mod fremmede." Prinsen kunne nok forstå, at det var en slem heks, de var kommet til, men han var ikke bange, og da han ikke havde lyst til at flakke længere rundt i den mørke skov, gik han ind i huset. Derinde sad en gammel kone i en lænestol ved ilden og så på dem med sine røde øjne. "Godaften," sagde hun, "sæt jer kun ned og hvil jer." Derpå gav hun sig til at blæse på ilden, der brændte under en lille gryde. Datteren gjorde tegn til de fremmede, at de ikke skulle spise eller drikke noget, for den gamle lavede trylledrikke. De gik så i seng og sov trygt til den lyse morgen. Da de havde gjort sig rede til at drage af sted, og prinsen allerede havde sat sig op på hesten, kom den gamle ud til dem og sagde: "Vent lidt, I må først drikke et afskedsbæger." Hun gik ind for at hente det, og imidlertid red prinsen af sted, så da hun kom ud, var der ikke andre tilbage end tjeneren, som stod og spændte sadlen fast på hesten. "Bring din herre det," sagde hun og rakte ham et glas, men i samme øjeblik gik det itu, og giften, der sprøjtede hen på hesten, var så stærk, at den øjeblikkelig faldt død om. Tjeneren skyndte sig efter sin herre og fortalte ham, hvad der var sket, men da han ikke ville miste sin sadel, løb han tilbage for at hente den. Da han kom hen til huset, sad der en ravn og hakkede i den døde hest. "Vi får måske ikke noget bedre i dag," tænkte tjeneren, dræbte ravnen og tog den med sig. De drog nu videre og gik hele dagen uden at komme ud af skoven. Sent om aftenen kom de til et værtshus og gik derind. Tjeneren gav værten ravnen, for at han skulle lave den til. Huset tilhørte imidlertid tolv røvere, og da de kom hjem og så de fremmede, ville de slå dem ihjel. Først ville de dog have noget at leve af, og de satte sig så til bords med værten og gav sig til at spise suppe og ravnekød. Men næppe havde de sunket den første mundfuld, før de faldt døde ned af bænken, for ravnen havde spist af det giftige hestekød. Der var nu ikke andre tilbage i huset end værtens datter, der ikke havde nogen del i røvernes onde gerninger. Hun viste kongesønnen alle de skatte, der fandtes i huset, men han lod hende beholde det altsammen og red videre med sin tjener.

 

De flakkede længe omkring, og engang kom de til en by, hvor der boede en meget smuk, og meget stolt kongedatter. Hun havde ladet bekendtgøre, at hun ville gifte sig med den, der kunne give hende en gåde, som hun ikke kunne gætte, men gættede hun den, måtte frieren miste sit hovede. Hun havde lov til at tænke sig om i tre dage, men hun var så klog, at hun altid løste gåden længe før. Mange havde allerede sat livet til på denne måde, men da kongesønnen så, hvor dejlig hun var, besluttede han at vove alt for at vinde hende. Han gik så op til hende og spurgte: "Hvad er det: en dræbte ingen og dræbte dog tolv." Hun grundede og grundede på, hvad det dog kunne være, men hun kunne ikke finde ud af det. Hun slog op i sine gådebøger, men der stod ikke nogen løsning. Den gåde gik over hendes forstand. Da hun ikke vidste, hvordan hun skulle klare sig, befalede hun sin pige at liste sig ind i kongesønnens soveværelse og høre, om han ikke talte i søvne. Men tjeneren havde lagt sig i sin herres seng, og da pigen kom ind, rev han hendes kappe af hende og jog hende ud. Næste nat sendte kongedatteren sin kammerjomfru derind for at prøve om hun ikke havde bedre held med sig, men tjeneren tog også hendes kappe og jog hende ud. Kongesønnen troede nu, at han ikke havde mere at frygte, og den næste nat lagde han sig selv i sin seng. Da kom kongedatteren ind med en tågegrå kappe på og satte sig ved siden af ham. Da hun troede han sov, begyndte hun at tale til ham og tænkte, han ville måske som så mange andre svare i søvne. "Hvad er det, en dræbte ingen," spurgte hun. "Det er en ravn, der spiste af en hest, som havde fået gift, og døde deraf," svarede han. "Og hvad er det: og dræbte dog tolv?" spurgte hun igen. "Det er tolv røvere, der spiste ravnen og døde deraf," svarede han. Han havde imidlertid slet ikke sovet, og da hun ville liste sig bort igen, greb han fat i hendes kappe og beholdt den. Den næste morgen erklærede kongedatteren, at hun havde løst gåden, lod tolv dommere komme og fortalte dem, hvad opløsningen var. Men kongesønnen bad, om han måtte få lov til at tale og sagde: "Hun har listet sig ind til mig i nat og fået mig til at sige, hvad det var, ellers havde hun ikke kunnet vide det." Dommerne spurgte, om han kunne bevise det, og han lod da tjeneren bringe de tre kapper. Da dommerne så den grå, som prinsessen plejede at bære, sagde de: "Lad den brodere med guld og sølv, så skal den være kongedatterens brudekappe."

 

从前有位王子，一时兴起去周游世界，身边只带了一个忠实的仆人。 一天，他来到了一片大森林，天黑时，没有找到住处，不知道该在哪里过夜。 这时，他看到一个姑娘向一间小屋走去，便跑上前，结果发现这位姑娘既美丽又年轻。 他和她打招呼，说："好姑娘，我和我的仆人可以在这小屋里过一夜吗？""唉，"姑娘哀伤地说，"可以是可以，但我劝你们最好还是别进去。""为什么？"王子问。 姑娘叹了口气说："我的继母会巫术，她对陌生人不怀好意。"王子这才明白自己来到了巫婆的家，可是天已经黑了，他无法再往前走，再加上他胆子很大，便进了屋。 老巫婆坐在炉子旁的一张扶手椅上，红红的眼睛望着进来的陌生人。 "晚上好，"她用嘶哑的声音说，并且竭力装出一副友好的样子，"坐下来歇歇脚吧。"她把炉火扇旺一些，炉子上还有一只小锅子在煮着什么东西。 姑娘警告两位客人千万要小心，什么也不要吃，什么也不要喝，因为老巫婆熬的是魔汤。 他们安安静静地一直睡到天亮，然后便准备动身上路，王子这时已经骑到了马背上了，老巫婆却说："等一等，我还想请你们喝杯饯行的酒呢。"趁她回去拿酒时，王子赶紧骑马走了。 所以当邪恶的老巫婆端着酒回来时，只有王子的仆人还在那里勒马鞍。 "把这杯酒带给你的主人，"她说，可就在这一刹那，杯子破了，毒酒溅在马身上，立刻把马毒死了。 仆人追上王子，把发生的事情告诉了他。 仆人舍不得那马鞍，便跑回去取。 可当他跑到死马那里时，竟见一只乌鸦蹲在马的身上，大口大口地吃着马肉。 "谁知道今天还能不能找到更好的东西呢。"仆人心想，便打死了乌鸦，带着它走了。 他们在森林里继续走了整整一天，可怎么也走不出去。 天黑时，他们看到一家旅店，便走了进去。 仆人把乌鸦给店老板，让他烧好了当晚饭。 可是，他们来到的是家黑店，黑暗中店里来了十二个杀人犯，打算杀死这两位陌生人，抢劫他们的钱财。 不过在动手之前，他们一起坐了下来吃用乌鸦肉炖的汤，店老板和那老巫婆也加了进来。 他们刚喝了几口汤便全倒在地上死了，因为乌鸦把死马身上的毒汁传给了他们。 旅店里现在只剩下了店老板的女儿，这是一个诚实的姑娘，没有参加那些罪恶的勾当。 她为这两位陌生人打开了所有的门，让他们看里面存放的金银财宝。 可是王子说那些东西现在全都属于她了，他自己什么也不要，然后，他就带着仆人继续上路了。

他们又走了很久，来到了一座城市，这座城里住着一位非常美丽但又非常高傲的公主，她遍告天下，谁要是能出一个她猜不出的谜语，她就嫁给谁；可她要是猜出来了，那个人就要被砍掉脑袋。 她有三天的时间思考，可她聪明极了，总能在规定的时间之前猜出来。 在王子到来之前，已经有九个人这样送掉了性命。 但王子被她的美貌迷住了，愿意拿自己的性命做赌注。 他来到公主那里，给她出谜语："什么东西不杀任何人，却杀死了十二个人？"她不知道这是什么东西，想来想去怎么也猜不出。 她查遍了各种谜语书，可里面就是没有，一句话，她的智慧遇到了难题。 她不知道该怎么办才好，便派她的女仆溜进王子的房间，偷听他梦中说些什么，以为他或许在说梦话时会把谜底漏出来。 但是王子那聪明的仆人却睡到了主人的床上，女仆一溜进来他就扯掉了她的斗篷，用鞭子把她赶了出去。 第二天夜里，公主又派她的贴身女仆去碰碰运气，看她是否能打听出来，但王子的仆人也扯下了她的斗篷，用鞭子把她赶了出去。 第三天，王子觉得自己已经有了把握，便睡回到了自己的房间。 这次公主本人来了。 她披了件雾一般的灰色斗篷，坐在王子的身边。 她以为王子已经睡着，便跟他说话，希望他像许多人一样在梦中说出谜底来。 然而王子并没有睡着，心里清楚得很，把她的一举一动全听在了耳朵里。 她问："什么东西不杀任何人？"他回答："一只吃了被毒药毒死、自己又被毒死的乌鸦。"她又问："那什么杀了十二个人呢？"他回答："十二个吃了乌鸦的凶手也死了。"