Mindreårige troldmænd havde ikke tilladelse til at benytte sig af magi uden for skolens område. Harry havde nu ikke fortalt familien Dursley om dette forbud, for han vidste, at kun frygten for, at han ville forvandle dem alle til skarnbasser, afholdt dem fra også at låse ham inde i pulterrumrnet under trappen sammen med tryllestaven og kosten. De første par uger af sommerferien havde Harry moret sig med at gå rundt og mumle lavmælte vrøvleord, hvorefter Dudley altid sprintede væk, så hurtigt hans tykke ben kunne bære ham. Men som tiden gik, uden at han hørte fra hverken Ron eller Hermione, følte Harry sig efterhånden så afskåret fra den magiske verden, at han ikke længere syntes, at der var noget ved noget, selv ikke at drille Dudley.
Utallige gange havde Harry overvejet at åbne Hedvigs bur ved hjælp af magi, så han kunne sende hende af sted med en besked til Ron. Men han kom altid på bedre tanker. Han kunne simpelthen ikke risikere at blive opdaget.