Glitterik Smørhår
Men den næste dag var der ingen anledning til at smile.
Allerede ved morgenmaden i Storsalen begyndte tingene at gå skævt De fire langborde var dækket med svingende fulde grødskåle, fade med røgede sild, bjerge af ristet brød og platter med bacon og røræg. Denne morgen var det fortryllede loft overskyet og gråt. Ved Gryffindor-bordet satte Harry og Ron sig ned ved siden af Hermione, der var koncentreret om sin læsning i Vandring med varulve, som hun havde sat i spænd mellem et mælkekrus og en grødtallerken. Hendes morgenhilsen var en smule forbeholden, og Harry vidste, at hun stadig var fortørnet over deres måde at ankomme til skolen på. Neville Longbottom hilste imidlertid på dem med utilsløret begejstring. Neville var en godmodig, rundhovedet ulykkesfugl, der konstant glemte ting og sager overalt.