Oppe på diget ville mo'er Margrethe, den fattige kone, så gerne
kline sig et lille hus; hun fik alle stenbrokkerne og så et par hele sten,
for et godt hjerte havde den ældste broder, om han i gerning kun drev
det til at gøre mursten. Den fattige kone rejste selv sit hus; smalt var
det, det ene vindue sad skævt, døren var alt for lav, og stråtaget kunne
være lagt bedre, men ly og læ var der og ses kunne der langt ud over
havet, der i sin vælde brødes mod diget; de salte dråber sprøjtede over
hele huset, der endnu stod, da han var død og borte, der havde gjort
murstenene.
Den anden broder, ja han kunne nu anderledes mure op, han var jo
også oplært deri. Da svendestykket var leveret, snørede han sin ransel
og sang håndværkerens vise:
Jeg rejse kan, mens jeg er ung,
og ude hjemlig bygge;
mit håndværk er min pengepung,
mit ungdomssind min lykke;
og ser jeg så mit fædreland,
jeg kæresten gav ordet!
Hurra! En driftig håndværksmand
får let fod under bordet!