Julemorgen, da solen kom frem, havde stormen lagt sig; alle kirke-
klokker ringede festligt, og fra hver skorsten, selv den mindste på
husmandens tag, løftede sig røgen blålig som fra alteret ved druidens
fest, takkens offerrøg. Søen blev mere og mere stille, og på et stort
fartøj derude, der i natten havde vel overstået det hårde vejr, hejsedes
nu alle flag, julefestligt og smukt!
»Træet er borte! Det gamle egetræ, vort mærke på landet!« sagde
søfolkene. »Det er faldet i denne stormnat! Hvo skal kunne erstatte
det; det kan ingen!«
Sådan ligtale, kort, men velment, fik træet, der lå udstrakt på sne-
tæppet ved stranden; og hen over det klang salmesang fra skibet, san-
gen om julens glæde og menneskenes sjæls frelse i Kristus og det evige
liv:
»Syng højt i sky, Guds kirkeflok!
Halleluja, nu har vi nok,
den fryd er uden lige!
Halleluja, halleluja!«
så lød den gamle salme, og hver derude på skibet løftedes på sin vis ved
den og bønnen, ret som det gamle træ løftede sig i sin sidste, sin
dejligste drøm julenat.