Han talte, han fortalte, og alle derinde hørte på ham med glæde,
med salvelse, men ingen mere end en ældre enkefrue af embedsstan-
den, og hun var, for alt hvad hr. Alfred sagde, et ubeskrevet gråt papir,
der sugede det sagte straks i sig og bad om mere, højst modtagelig,
utrolig uvidende, en kvindelig Caspar Hauser.
»Rom gad jeg nok se!« sagde hun, »det må være en yndig by med
alle de mange fremmede, som kommer der, beskriv os nu Rom! Hvor-
ledes ser der nu ud idet man kommer ind ad porten?«
»Det er ikke let at beskrive!« sagde den unge billedhugger. »Der er
en stor plads; midt på den står en obelisk, som er fire tusinde år
gammel.«