Næste morgen var det søndag, menigheden og præsten kom til guds-
tjeneste. Vejen herhen havde været besværlig, næsten ufremkommelig
over sandet, og nu, da de var her, lå en stor sandmile føget højt op for
kirkedøren. Og præsten læste en kort bøn, sagde, at Gud havde lukket
døren for dette sit hus, de måtte nu gå og andetsteds rejse ham et nyt.
Så sang de en salme og vandrede til deres hjem.
Jørgen var ikke at finde i Skagens by eller mellem klitterne, hvor de
søgte; de rullende søer op i sandet havde taget ham med sig, hed det.