»Hun har drukket sig ihjel!« sagde byfogden.
I brevet, der bragte underretning om broderens død, var opgivet
testamentets indhold, og deri stod, at 600 rigsdaler testamenteredes til
handskemagerenken, der engang havde tjent hans forældre. Efter
bedste skøn skulle pengene, i større eller mindre portioner, gives
hende og hendes barn.
»Der har været noget mikmak med min broder og hende!« sagde
byfogden, »godt at hun er af vejen; drengen får nu det hele, og jeg skal
sætte ham til brave folk, en god håndværker kan han blive!« - Og i de
ord lagde Vorherre sin velsignelse.