Og byfogden kaldte drengen for sig, lovede at sørge for ham, og
sagde ham, hvor godt det var, at hans moder var død, hun duede ikke!
Til kirkegården blev hun bragt, de fattiges kirkegård. Maren plan-
tede et lille rosentræ på graven, drengen stod ved siden.
»Min søde moder!« sagde han, og tårerne strømmede: »Er det
sandt: hun duede ikke!«
»Jo, hun duede!« sagde den gamle pige og så op imod himlen. »Jeg
ved det fra mange år og fra den sidste nat. Jeg siger dig, hun duede! og
Vorherre i himmeriges rige siger det med, lad verden kun sige: hun
duede ikke!«