丹麦语安徒生童话之瓶颈22

Flasken fik ikke tid til at tænke, det kom den så uventet med ét at være
på sit livs højdepunkt. Tårne og tage lå dybt nede, menneskene var så
bitte små at se.
Nu sank den og det med en anderledes fart end kaninen; flasken
gjorde kolbøtter i luften, den følte sig så ung, så ellevild, den var
halvfuld af vinen, men ikke længe. Hvilken rejse! Solen skinnede på
flasken, alle mennesker så efter den, ballonen var alt langt borte, og
snart var flasken også borte, den faldt på et af tagene, og så var den itu,
men der var en sådan flugt i stumperne, at de ikke kunne blive lig-
gende, de sprang og de trillede, til de nåede ned i gården og lå i endnu
mindre stykker, kun flaskehalsen holdt, og den var som skåret af med
en diamant.