Han slyngede sine arme om mig og det var som om jeg måtte dø. Livet
fornam jeg først igen ved at det blev varmt på mit bryst og der en lille
fugl slog med vingerne, kvidrede og sang. Den fløj fra mit bryst højt
mod det mørke, tunge loft, men et langt, grønt bånd bandt den endnu
til mig; jeg hørte og forstod dens længsels toner: Frihed! Solskin! Til
faderen! - Da tænkte jeg på min fader i hjemmets solbelyste land, mit
liv, min kærlighed! Og jeg løsnede båndet, lod den flagre bort - hjem til
faderen. Siden hin stund har jeg ikke drømt, jeg sov en søvn, tilvisse så
tung og lang, til i denne stund toner og duft løftede og løste mig!«