丹麦语安徒生童话之沼泽王的女儿70

»Lad os nu tale!« sagde storke fader, »nu forstår vi hinandens sprog,
om end næbbet er anderledes skåret på den ene fugl end på den anden!
Det træffer sig så heldigt som noget kan, at I kommer denne nat, i
morgen havde vi været af sted, mutter, jeg og ungerne! Vi flyver sydpå!
Ja, se kun på mig! Jeg er jo en gammel ven fra Nillandet og det er
mutter med, hun har det i hjertet mere end i knebren. Hun troede
altid, at prinsessen nok hyttede sig; jeg og ungerne har båret
svanehammen herop -! Nå, hvor jeg er glad; og hvor det er et held, at
jeg er her endnu; når det gryer ad dag trækker vi af sted! Stort storke-
selskab! Vi flyver foran, flyv kun bagefter, så tager I ikke fejl af vejen;
jeg og ungerne skal også nok have et øje med!«