Akbar Khan er uddannet it-ingeniør og har fem års arbejdserfaring, men har længe forgæves søgt arbejde i Danmark. Efter han stod frem på tv med sin historie, er han blevet tilbudt job.
Udlændinge skal kunne dansk for at få job
Mange højtuddannede udlændinge tror, at engelsk er nok til at få job i Danmark. Men de skal kunne dansk.
Akbar Khan er uddannet it-ingeniør fra et universitet i Storbritannien og har fem års arbejdserfaring.
For ni måneder siden kom han til Danmark gennem greencard-ordningen. Den giver opholdstilladelse til højtuddannede udlændinge, som vil søge job i Danmark.
Men Akbar Khan har ikke fået arbejde inden for it-branchen. Han har faktisk slet ikke fået noget arbejde.
- Jeg havde håbet på at få arbejde inden for en måned eller to i it-branchen. Bagefter var det planen at få min kone og mit barn til Danmark, og alt ville være godt. Men jeg søger stadig job.
Lærer dansk med andre udlændinge
Akbar Khan har den seneste tid søgt job som opvasker og job i supermarkeder.
Alle steder har de sagt nej, fordi han kun kan en lille smule dansk.
- Arbejdsgiverne siger, at det socialt giver for store problemer, at jeg ikke kan tale dansk. De siger, at jeg ikke bliver en del af gruppen og ikke vil forstå folks vittigheder, siger Akbar Khan.
Nu er han begyndt på et dansk-kursus sammen med andre udlændinge med greencard.
Fik tilbud om job efter tv-indslag
Da Akbar Khan havde fortalt sin historie til DR søndag aften, blev han ringet op af en direktør fra en lille virksomhed i Jylland:
- Jeg kan godt bruge en mand som Akbar Khan, siger direktør Ole Frederiksen.
- I vores virksomhed har vi 19 servere, og vi udvikler al vores software selv.
Sproget er heller ikke noget problem for Ole Frederiksen:
- Vi taler tysk, engelsk og fransk, siger direktøren, der håber, at Akbar Khan er interesseret i at komme til samtale.