Du er trist og travl - ikke stresset og deprimeret
Vi slynger om os med ord som stresset og deprimeret, når vi skal fortælle om, hvordan vi har det. Men det er ord, der stammer fra psykiatrien, som beskriver alvorlige psykiske lidelser
Og de skal ikke bruges til at beskrive helt almindelige hverdagsproblemer som travlhed og tristesse. Det mener professor i Kommunikation og Psykologi fra Aalborg Universitet Svend Brinkmann.
- Vi må se på det som politiske eller strukturelle problemer snarere end bare enkelte personers uformåen og dysfunktion, siger Svend Brinkmann.
Medicinske ord giver medicinske løsninger
Travlhed, bekymring og tristhed er ikke sygdomme, men helt grundlæggende vilkår状态, mener professoren, og derfor skal vi i højere grad bruge moralske, eksistentielle og politiske ord til at tale om vores hverdagsproblemer, og finde løsninger i den boldgade også.
For når vi bruger psykiatrisk sprog til at omtale problemet, så bliver løsningen også psykiatrisk, nemlig medicinsk behandling af den syge.
- Så bliver det personen, vi ser som problemet, og endda personens hjerne, som vi så går ind og ændrer ved hjælp af psykofarmaka. Det er en stærkt forarmet tilgang til problemer, siger han.
Psykiatrien handler om at behandle sygdomme og ser derfor ind i det enkelte menneske. Men det er ikke altid der, man skal lede for at finde årsagen til folkelidelser som eksempelvis stress.
Alvorligt syge bliver glemt
Et andet aspekt ved vores lemfældige brug af de psykiatriske ord er, at alvorligt syge mennesker oplever at blive overset og ikke taget alvorligt i deres sygdom, fordi snart sagt alle mener at have både stress og depression fra tid til anden.
Samtidig får det psykiatriske system stadig sværere ved at fokusere deres ressourcer på de, der har allermest brug for hjælp.
- Vi bliver dårligere til at skelne mellem alvorlige psykiatriske problemer og så de almindelige livsproblemer, som alle mennesker jo har, siger Svend Brinkmann.
Det samme mener adjunkt i Filosofi Rasmus Johnsen, der frygter at ordene mister deres værdi.
- Når vi bruger det psykiatriske sprog til at beskrive almindelige problemer, så kommer det til at skjule de mennesker, som virkelig har brug for psykiatrien, siger Rasmus Johnsen.