Op mod 100.000 protesterede mod antiislamister i Tyskland
德国民众举行最大规模反对穆斯林运动
Moddemonstrationer mod Pegida-bevægelsen overskyggede antiislamisternes protester i antal.
Over det meste af Tyskland trodsede tusinder januarkulden og gik på gaden for at vise støtte til tolerancen og modstand mod organisationen Pegida, der kræver stop for muslimsk indvandring.
Vurderinger lyder, at op mod 100.000 mennesker deltog i moddemonstrationer mod de antiislamistiske kræfter rundt om i Tyskland.
I hovedstaden Berlin deltog omkring 4.000 mennesker i en demonstration ved Brandenburger Tor under parolen: Vi er Charlie. Vi er ikke Pegida.
Det var en reference til sidste uges angreb mod ugeavisen Charlie Hebdo i Paris, hvor 12 mennesker mistede livet. I de efterfølgende dage blev yderligere fem dræbt under gidseltagninger i den franske hovedstad.
Krav om at stoppe islamisering
Pegida havde størst opbakning i Dresden, hvor den antiislamiske organisation har holdt ugentlige demonstrationer siden oktober.
Her deltog over 15.000 mennesker i protesten med krav om at stoppe indvandring og hvad Pegida betegner som islamiseringen af samfundet.
I Hannover gik 17.000 mennesker på gaden for at vise deres modstand mod Pegida, og i Leipzig - hvor Pegida havde håbet at kapre nye støtter - gik omkring 30.000 Pegida-modstandere gennem byen.
Mørklagte gader
Også i blandt andet Hamburg, Saarbrücken, Rostock og Düsseldorf var indbyggerne på gaden for at gøre opmærksom på, at de ikke deler Pegidas synspunkter.
Flere tyske bystyrer havde forud for mandagens demonstrationer taget afstand fra Pegida og markerede det ved at slukke lysene på offentlige bygninger.
/ritzau/dpa