Det er kun tre uger siden, en 47-årig kvinde og mor til fem vandt danmarkshistoriens største lottogevinst på 315 mio. kr. I dag bringer Helsingør Dagblad et interview med kvinden, der fortæller om et ubehageligt besøg hos en Mercedes-forhandler. Et besøg, der vækker minder om filmen Pretty Woman.
Mange kvinder drømmer om et Pretty Woman-øjeblik, hvor de bliver reddet af en velhavende Richard Gere i en lækker limousine. Den nyslåede Lotto-milionær fra Helsingør fik da også sit Pretty Woman-øjeblik. Desværre var det nok ikke lige det, hun havde drømt om.
Du hun gik ind til en Mercedes-forhandler - bevæbnet med sine 315 mio. kr. - fik hun en kold skulder. Manden bag disken hos forhandleren var hverken særlig imødekommende eller venligsindet over for den nyslåede Lotto-millionær.
»Han gad ikke engang at kigge op fra skærmen, da jeg kom for at købe bilen,« siger Lottovinderen til Helsingør Dagblad og tilføjer.
»Det var jo nok, fordi jeg ikke lignede en af deres sædvanlige kunder. Men han skulle sgu bare vide.«Derfor endte kvinden med at forlade butikken i vrede - og uden en bil.
Og ja, det minder til forveksling om den reaktion Vivian Ward (spillet af Julia Roberts, red.) får i Pretty Woman, da hun tropper op i en eksklusiv tøjforretning med en taske fyldt med penge. Forretningsindehaveren og tøjekspedienten afviser nemlig Vivian, som godt nok er lidt laset klædt, men som på ærlig vis har fået pengene foræret af sin nye flamme, Edward Lewis (Richard Gere, red.).
Efterfølgende tropper Vivian op i tøjforretningen iklædt et noget dyrere sæt tøj - og så har tøjekspedienten pludselig lyst til at hjælpe hende. Et tilfælde? Næppe. Vivian efterlader forretningsindehaveren og tøjekspedienter med lange ansigter, da hun går ud af forretningen uden at have brugt en krone på deres tøj.
Ligeledes endte Lotto-milionæren fra Helsingør med at købe en bil et andet sted. Mon ikke også der er en Mercedes-forhandler, der ærgrer sig lidt i dag?
Den nyrige kvinde har i øvrigt været rundhåndet med sin Eurojackpot-formue, og har blandt andet købt en Strandvejsvilla til hver af sine fem børn, samt en til sin søster og en villa til sig selv, fortæller hun til Helsingør Dagblad.
Se scenen fra Pretty Woman herunder. Og så kan du i øvrigt se hele filmen i en okay version på Youtube, hvis det skulle friste.r>