丹麦语泛读之安徒生童话:小美人鱼2

Hele den lange dag kunne de lege nede i slottet, i de store sale, hvor levende blomster voksede ud af væggene. De store rawinduer blev lukket op, og så svømmede fiskene ind til dem, ligesom hos os svalerne flyver ind, når vi lukker op, men fiskene svømmede lige hen til de små prinsesser, spiste af deres hånd og lod sig klappe. 

Uden for slottet var en stor have med ildrøde og mørkeblå træer, frugterne strålede som guld, og blomsterne som en brændende ild, idet de altid bevægede stilk og blade. Jorden selv var det fineste sand, men blåt, som svovllue. Over det hele dernede lå et forunderligt blåt skær, man skulle snarere tro, at man stod højt oppe i luften og kun så himmel over og under sig, end at man var på havets bund. I blikstille kunne man øjne solen, den syntes en purpurblomst, fra hvis bæger det hele lys udstrømmede. 

Hver af de små prinsesser havde sin lille plet i haven, hvor hun kunne grave og plante, som hun selv ville; én gav sin blomsterplet skikkelse af en hvalfisk, en anden syntes bedre om, at hendes lignede en lille havfrue, men den yngste gjorde sin ganske rund ligesom solen, og havde kun blomster, der skinnede røde som den. Hun var et under- ligt barn, stille og eftertænksom, og når de andre søstre pyntede op med de forunderligste ting, de havde fået fra strandede skibe, ville hun 

kun, foruden de rosenrøde blomster, som lignede solen der højt oppe, have en smuk marmorstøtte, en dejlig dreng var det, hugget ud af den hvide, klare sten og ved stranding kommet ned på havbunden. Hun plantede ved støtten en rosenrød grædepil, den voksede herligt, og hang med sine friske grene ud over den, ned mod den blå sandbund, hvor skyggen viste sig violet og var i bevægelse, ligesom grenene; det så ud, som om top og rødder legede at kyssede hinanden. 

Ingen glæde var hende større, end at høre om menneskeverdenen der ovenfor; den gamle bedstemoder måtte fortælle alt det, hun vidste om skibe og byer, mennesker og dyr, især syntes det hende forunder- ligt dejligt, at oppe på jorden duftede blomsterne, det gjorde de ikke på havets bund, og at skovene var grønne og de fisk, som der sås mellem grenene, kunne synge så højt og dejligt, så det var en lyst; det var de små fugle, som bedstemoderen kaldte fisk, for ellers kunne de 

ikke forstå hende, da de ikke havde set en fugl. 

»Når I fylder eders femten år,« sagde bedstemoderen, »så skal I få lov til at dykke op af havet, sidde i måneskin på klipperne og se de store skibe, som sejler forbi, skove og byer skulle I se!« I året, som kom, var den ene af søstrene femten år, men de andre, - ja den ene var et år yngre end den anden, den yngste af dem havde altså endnu hele fem år, før hun turde komme op fra havets bund og se, hvorledes det  så ud hos os. Men den ene lovede den anden at fortælle, hvad hun 

havde set og fundet dejligst den første dag; thi deres bedstemoder fortalte dem ikke nok, der var så meget, de måtte have besked om.