丹麦语泛读之安徒生童话:小美人鱼18

»Det er dig!« sagde prinsen, »dig, som har frelst mig, da jeg lå som et lig ved kysten!« og han trykkede sin rødmende brud i sine arme. 

»O, jeg er alt for lykkelig!« sagde han til den lille havfrue. »Det bed- ste, det jeg aldrig turde håbe, er blevet opfyldt for mig. Du vil glæde dig ved min lykke, thi du holder mest af mig blandt dem alle!« Og den lille havfrue kyssede hans hånd, og hun syntes alt at føle sit hjerte briste. Hans bryllupsmorgen ville jo give hende døden og forvandle hende til skum på søen. 

Alle kirkeklokker ringede, herolderne red om i gaderne og for- kyndte trolovelsen. På alle altre brændte duftende olie i kostelige sølv- lamper. Præsterne svingede røgelseskar og brud og brudgom rakte hinanden hånden og fik biskoppens velsignelse. Den lille havfrue stod i silke og guld og holdt brudens slæb, men hendes øre hørte ikke den festlige musik, hendes øjne så ikke den hellige ceremoni, hun tænkte på sin dødsnat, på alt hvad hun havde tabt i denne verden. 

Endnu samme aften gik brud og brudgom om bord på skibet, kano- nerne lød, alle flagene vajede, og midt på skibet var rejst et kongeligt telt af guld og purpur og med de dejligste hynder, der skulle brudepar- ret sove i den stille, kølige nat. 

Sejlene svulmede i vinden, og skibet gled let og uden stor bevægelse hen over den klare sø. 

Da det mørknedes, tændtes brogede lamper og søfolkene dansede lystige danse på dækket. Den lille havfrue måtte tænke på den første gang, hun dykkede op af havet og så den samme pragt og glæde, og hun hvirvlede sig med i dansen, svævede, som svalen svæver, når den forfølges, og alle tiljublede hende beundring, aldrig havde hun danset så herligt; det skar som skarpe knive i de fine fødder, men hun følte det ikke; det skar hende smerteligere i hjertet. Hun vidste, det var den sidste aften hun så ham, for hvem hun havde forladt sin slægt og sit hjem, givet sin dejlige stemme og daglig lidt uendelige kvaler, uden at han havde tanke derom. Det var den sidste nat, hun åndede den sam- me luft som han, så det dybe hav og den stjerneblå himmel; en evig nat uden tanke og drøm ventede hende, som ej havde sjæl, ej kunne vinde den. Og alt var glæde og lystighed på skibet til langt over midnat, hun lo og dansede med dødstanken i sit hjerte. Prinsen kyssede sin dejlige brud, og hun legede med hans sorte hår, og arm i arm gik de til hvile i det prægtige telt.