丹麦语泛读之安徒生童话:冰雪女王28

»Jeg kan ikke give hende større magt, end hun allerede har! Ser du ikke, hvor stor den er? Ser du ikke, hvordan mennesker og dyr må tjene hende, hvorledes hun på bare ben er kommet så vel frem i verden. Hun må ikke af os vide sin magt, den sidder i hendes hjerte, den sidder i, hun er et sødt, uskyldigt barn. Kan hun ikke selv komme ind til snedronningen og få glasset ud af lille Kay, så kunne vi ikke hjælpe! To mil herfra begynder snedronningens have, derhen kan du bære den lille pige, sæt hende af ved den store busk, der står med røde bær i sneen, hold ikke lang faddersladder og skynd dig her tilbage!« Og så løftede finnekonen den lille Gerda op på rensdyret, der løb alt hvad det kunne. 

»O, jeg fik ikke mine støvler! Jeg fik ikke mine bælgvanter!« råbte den lille Gerda, det mærkede hun i den sviende kulde, men rensdyret turde ikke standse, det løb, til det kom til den store busk med de røde bær; der satte det Gerda af, kyssede hende på munden, og der løb store, blanke tårer ned over dyrets kinder, og så løb det, alt hvad det kunne, igen tilbage. Der stod den stakkels Gerda, uden sko, uden handsker, midt i det frygtelige, iskolde Finmarken. 

Hun løb fremad så stærkt hun kunne; da kom der et helt regiment snefnug; men de faldt ikke ned fra himlen, den var ganske klar og skinnede af nordlys; snefnuggene løb lige hen ad jorden, og jo nærmere de kom, des større blev de; Gerda huskede nok, hvor store og kunstige de havde set ud, dengang hun så snefnuggene gennem brændglasset, men her vår de rigtignok anderledes store og frygtelige, de var levende, de var snedronningens forposter, de havde de underligste skikkelser; nogle så ud som fæle store pindsvin, andre som hele knuder af slanger, der stak hovederne frem, og andre som små, tykke bjørne, på hvem hårene struttede, alle skinnende hvide, alle var de levende snefnug.