丹麦语泛读之安徒生童话:冰雪女王31

»Nu suser jeg bort til de varme lande!« sagde snedronningen. »Jeg vil hen og kigge ned i de sorte gryder!« - Det var de ildsprudende bjerge, Ætna og Vesuv, som man kalder dem - »Jeg skal hvidte dem 

lidt! Det hører til; det gør godt oven på citroner og vindruer!« Og så fløj snedronningen, og Kay sad ganske ene i den mange mil store, tomme issal og så på isstykkerne og tænkte og tænkte, så det knagede i ham, ganske stiv og stille sad han, man skulle tro han var frosset ihjel. 

Da var det, at den lille Gerda trådte ind i slottet gennem den store port, der var skærende vinde; men hun læste en aftenbøn, og da lagde vindene sig, som de ville sove, og hun trådte ind i de store, tomme, kolde sale - da så hun Kay, hun kendte ham, hun fløj ham om halsen, holdt ham så fast og råbte: »Kay! Søde, lille Kay! Så har jeg da fundet dig!« 

Men han sad ganske stille, stiv og kold; - da græd den lille Gerda hede tårer, de faldt på hans bryst, de trængte ind i hans hjerte, de optøede isklumpen og fortærede den lille spejlstump derinde; han så på hende, og hun sang salmen: 

»Roserne vokser i dale, 

der får vi barn Jesus i tale!« 

Da brast Kay i gråd; han græd så spejlkornet trillede ud af øjet, han kendte hende og jublede: »Gerda! Søde, lille Gerda! Hvor har du dog været så længe? Og hvor har jeg været?« Og han så rundt om sig.