丹麦语泛读之安徒生童话丹麦版:卖火柴的小姑娘4

 

»Nu dør der én!« sagde den lille, for gamle mormo'er, som var den eneste, der havde været god mod hende, men nu var død, havde sagt: Når en stjerne falder, går der en sjæl op til Gud. Hun strøg igen mod muren en svovlstik, den lyste rundt om, og i glansen stod den gamle mormo'er, så klar, så skinnende, så mild og velsignet. 

»Mormo'r!« råbte den lille. »O tag mig med! Jeg ved, du er borte, når svovlstikken går ud; borte ligesom den varme kakkelovn, den dejlige gåsesteg og det store velsignede juletræ!« - Og hun strøg i hast den hele rest svovlstikker, der var i bundtet, hun ville ret holde på mormo'er; og svovlstikkerne lyste med sådan en glans, at det var klarere end ved den lyse dag. Mormo'er havde aldrig før været så smuk, så stor; hun løftede den lille pige op på sin arm, og de fløj i glans og glæde, så højt, så højt; og der var ingen kulde, ingen hunger, ingen angst, - de var hos Gud! 

Men i krogen ved huset sad i den kolde morgenstund den lille pige med røde kinder, med smil om munden - død, frosset ihjel den sidste aften i det gamle år. Nytårsmorgen gik op over det lille lig, der sad med svovlstikkerne, hvoraf ét knippe var næsten brændt. Hun har villet varme sig, sagde man; ingen vidste, hvad smukt hun havde set, i hvilken glans hun med gamle mormo'er var gået ind til nytårs glæde!