丹麦语泛读之安徒生童话丹麦版:园丁和他的贵族主人2

Herskabet havde også en dygtig gartner; det var en lyst at se blomsterhaven, frugt- og køkkenhaven. Og til denne var endnu en rest af gårdens oprindelige gamle have med nogle buksbomhække, beklippede så at de dannede kroner og pyramider. Bag disse stod to mægtige gamle træer; de var altid næsten bladløse, og man kunne let falde på at tro, at en stormvind eller en skypumpe havde strøet dem over med store klumper gødning, men hver klump var en fuglerede. 

Her byggede fra umindelige tider en vrimmel skrigende råger og krager; det var en hel fugleby, og fuglene var herskabet, ejendomsbesidderne, herresædets ældste slægt, det egentlige herskab på gården. 

Ingen af menneskene dernede kom dem ved, men de tålte disse lavt stående skabninger, uagtet disse imellem knaldede med bøsse, så det krillede i fuglenes rygrad, så at hver fugl fløj op derved i forskrækkelse og skreg: »Rak! Rak!«