Om disse fik man efterretninger at de slog an, satte frugt, ganske udmærket, og den var kaldt op efter herskabets herregård, så at det navn derved nu var at læse på engelsk, tysk og fransk.
Det havde man aldrig forud tænkt sig.
»Bare gartneren ikke får for store ideer om sig selv!« sagde herskabet.
Han tog det på en anden måde; han ville just stræbe nu, at hævde sit navn som en af landets bedste gartnere, forsøge hvert år at bringe noget fortrinligt af alle havearter, og det gjorde han; men tit fik han dog at høre, at de allerførste frugter han havde bragt, æblerne og pærerne, var de egentlige bedste, alle senere arter stod langt under.
Melonerne havde rigtignok været meget gode, men det var jo en ganske andet slags; jordbærrene kunne kaldes fortræffelige, men dog ikke bedre end dem, de andre herskaber havde, og da ræddikerne et år ikke lykkedes, så taltes kun om de uheldige ræddiker og ikke om hvad andet
godt der var bragt.