丹麦语泛读之安徒生童话丹麦版:红鞋11

Da skinnede solen så klart, og lige foran hende stod den Guds engel i de hvide klæder, ham, hun hin nat havde set i kirkedøren, men han holdt ikke længere det skarpe sværd, men en dejlig, grøn gren, der var fald af roser, og han rørte med den ved loftet, og det hævede sig så højt, og hvor han havde rørt, skinnede der en guldstjerne, og han rørte ved væggene og de udvidede sig, og hun så orglet, som spillede, hun så de gamle billeder med præster og præstekoner. Menigheden sad i de pyntede stole og sang af deres salmebog. - For kirken var selv kommet hjem til den stakkels pige i det lille, snævre kammer eller også var hun kommet derhen; hun sad i stolen hos de andre præstens folk og da de 

havde endt salmen og så op, nikkede de og sagde: »Det var ret du kom, Karen!« 

»Det var nåde!« sagde hun. Og orglet klang og børnestemmerne i koret lød så blødt og dejligt! 

Det klare solskin strømmede så varmt gennem vinduet ind i kirkestolen, hvor Karen sad; hendes hjerte blev så fuldt af solskin, af fred og glæde, at det brast; hendes sjæl fløj på solskin til Gud, og der var der ingen, som spurgte om de røde sko.