丹麦语泛读之安徒生童话丹麦版: 野天鹅2

»Flyv I ud i verden og skyt jer selv!« sagde den onde dronning; 

»flyv som store fugle, uden stemme!« Men hun kunne dog ikke gøre det så slemt, som hun gerne ville; de blev elleve dejlige svaner. Med et underligt skrig fløj de ud af slotsvinduerne hen over parken og skoven. 

Det var endnu ganske tidlig morgen, da de kom forbi, hvor søsteren Elisa lå og sov i bondens stue; her svævede de over taget, drejede med deres lange halse, og slog med vingerne, men ingen hørte eller så det! 

De måtte igen af sted, højt op imod skyerne, langt ud i den vide verden, der fløj de ud i en stor mørk skov, der strakte sig lige ned til stranden. 

Den stakkels lille Elisa stod i bondens stue og legede med et grønt blad, andet legetøj havde hun ikke; og hun stak et hul i bladet, kiggede derigennem op på solen, og da var det ligesom om hun så sine brødres klare øjne, og hver gang de varme solstråler skinnede på hendes kind, tænkte hun på alle deres kys.