丹麦语泛读之安徒生童话丹麦版: 野天鹅17

»Nu skal vi se, hvad du drømmer her i nat!« sagde den yngste broder og viste hende hendes sovekammer. 

»Gid jeg måtte drømme, hvorledes jeg skulle frelse jer!« sagde hun; og denne tanke beskæftigede hende så levende, hun bad så inderlig til Gud om hans hjælp, ja selv i søvne vedblev hun sin bøn; 

da forekom det hende, at hun fløj op til Fatamorganas skyslot, og feen kom hende i møde, så smuk og glimrende, og dog lignede hun ganske den gamle kone, der gav hende bær i skoven, og fortalte hende om svanerne med guldkronerne på. 

»Dine brødre kan frelses!« sagde hun, »men har du mod og udholdenhed? Vel er havet blødere end dine fine hænder, og omformer dog de hårde stene, men det føler ikke den smerte, dine fingre vil føle; det har intet hjerte; lider ikke den angst og kval, du må udholde. Ser du den brændenælde, jeg holder i min hånd! Af denne slags vokser mange rundt om hulen, hvor du sover; kun de der, og de, som skyder frem på kirkegårdens grave, er brugelige, mærk dig det; dem må du plukke, skønt de vil brænde din hud i vabler; bryd nælderne med dine fødder, da får du hør; med den skal du sno og binde elleve panserskjorter, med lange ærmer, kast disse over de elleve vilde svaner, så er trolddommen løst. Men husk vel på, at fra det øjeblik, du begynder dette arbejde, og lige til det er fuldendt, om der endog går år imellem, må du ikke tale; det første ord du siger, går som en dræbende dolk i dine brødres hjerte; ved din tunge hænger deres liv. Mærk dig alt dette!«