丹麦语泛读之安徒生童话丹麦版: 野天鹅23

Med hele sit hjerte blev hun ham dag for dag mere god; o, at hun blot turde betro sig til ham, sige ham sin lidelse! Men stum måtte hun være, stum måtte hun fuldføre sit værk. Derfor listede hun sig om natten fra hans side, gik ind i det lille lønkammer, der var smykket, som hulen, og hun strikkede den ene panserskjorte færdig efter den anden; men da hun begyndte på den syvende, havde hun ikke mere hør. 

På kirkegården vidste hun de nælder groede, som hun skulle bruge, men selv måtte hun plukke dem; hvorledes skulle hun komme derud. 

»O, hvad er smerten i mine fingre mod den kval, mit hjerte lider!« 

tænkte hun, »jeg må vove det! Vorherre vil ikke slå hånden af mig!«