Tæt op til lærdommens gård, hvor alt er latin, ligger et lille hus; derinde råder det danske, i sprog og i sæder. Der er øllebrød til morgenkost og der er middag klokken ti om formiddagen. Solen skinner ind ad de små ruder, på madskab og bogskab; i dét ligger skrevne skatte, hr. Mikkels »Rosenkrans« og »Gudelige komedier«, Henrik Harpestrengs lægebog, og Danmarks rimkrønike af broder Niels i Sorø; dem bør hver danismand kende, siger husherren, og han er mand for at de kunne blive kendte. Det er Danmarks første bogtrykker, hollænderen Gotfred van Gehmen. Han øver den sorte, velsignede kunst, bogtrykkerkunsten.
Og bøgerne kommer til kongens slot og i borgerens hus. Ordsprog og sange får evigt liv. Hvad mennesket ikke tør sige i sorg og lyst, synger folkesangens fugl, forblommet og dog klart; den flyver så frit, den flyver så vidt igennem borgestue, gennem ridderborg; den sidder som falk på ridderfrøkenens hånd og kvidrer, den lister sig ind som lille mus og pipper i hundehullet for den trælbundne bonde.«