丹麦语泛读之安徒生童话丹麦版:教父的画册44

Hans Christian Ørsted indskrev der sit navn. Og se! Ved slottet op til kirken blev rejst en gård, til den gav selv den fattigste mand og kvinde glad sin skærv. 

»Du husker fra foran i billedbogen,« sagde Gudfader. »De gamle stenblokke, som ramlede fra Norges fjelde, og førtes på isen herned; de er løftet igen fra den dybe sandgrund på Thorvaldsens bud i marmorets skønhed; dejligt at se! 

Husk hvad jeg har vist dig og hvad jeg fortalte! Sandgrunden i havet løftede sig op, blev værn for havnen, bar Axels hus, bar bispens gård og kongens slot og bærer nu det skønnes tempel. Forbandelsens ord er vejret hen, men hvad sollysets børn i glæde sang om en kommende tid, er blevet opfyldt. 

Så mangen storm er faret hen, den kan komme igen og vil atter henfare. Det sande og gode og skønne har sejren. 

Og hermed er billedbogen sluttet; men langtfra ikke Kjøbenhavns historie. Hvo ved, hvad du selv engang skal opleve. 

Det har tit set sort ud, blæst en storm, men solskinnet er dog ikke blæst bort, dét bliver! Og stærkere endnu end det stærkeste solskin er Gud! Vorherre råder for mere end for København.« 

Det sagde Gudfader og gav mig bogen. Hans øjne lyste, han var så vis i sin sag. Og jeg tog bogen så glad, så stolt og forsigtigt, som nyligt jeg bar min lille søster for første gang. 

Og Gudfader sagde: »Du må meget gerne vise en og anden din billedbog. Du må også nok sige, at jeg har lavet, klistret, tegnet det hele værk. Men det er en livssag, at de straks ved, hvorfra jeg har fået ideen til den. Du ved det, fortæl det. Ideen skyldes de gamle tranlygter, der netop, sidste aften de brændte, viste for stadens gaskandelabre, som fata morgana, alt hvad der var set fra den første lygte blev tændt ved havnen, til nu København i denne aften belystes både af tran og af gas. 

Du må vise bogen til hvem du vil, det vil sige, til folk med milde øjne og venligt sind, men kommer en helhest - så luk