Dansk kvinde reddede udstødt toårig »heksedreng« 丹麦
Efter otte måneder på gaden blev den toårige nigerianske dreng, Hope, fragtet på hospitalet af børnehjemsdirektør Anja Ringgren Lovén.
Anja Ringgren Lovén mødte Hope d. 31. januar. Den to-årige stærkt underernærede dreng havde levet på gaden af forbipasserendes mad og vand efter hans familie udstødte ham otte måneder forinden. Foto: DINNødhjælp
Anja Ringgren Lovén mødte Hope d. 31. januar. Den to-årige stærkt underernærede dreng havde levet på gaden af forbipasserendes mad og vand efter hans familie udstødte ham otte måneder forinden. Foto: DINNødhjælp
Efter otte måneder på gaden blev en toårig dreng for få uger siden reddet af den danske børnehjemsdirektør Anja Ringgren Lovén i Akwa Ibom-området i Nigeria.
Den toårige, som Anja Ringgren Lovén senere navngav "Hope", levede af forbipasserendes mad og drikke efter at være blevet udstødt af sin familie måneder forinden. Beskyldninger om at være en heks lå angiveligt til grund for familiens beslutning om at sætte den lille dreng på gaden.
Da Anja Ringgren Lovén, der er direktør i den danske nødhjælpsorganisation DINNødhjælp, stødte på Hope den 31. januar, bøjede hun sig ned for at give ham en smule mad og vand, før hun hurtigt fragtede ham på sygehuset. Den stærkt underernærede dreng manglede røde blodlegemer og kom i behandling med det samme.
• Tusindvis af "hekse" myrdes
Siden Anja Ringgren Lovén i 2011 opsagde sin stilling som butikschef i en tøjbutik i Aarhus, har den 37-årige ildsjæl arbejdet med at støtte og hjælpe verdens fattigste mennesker. På DINNødhjælps børnehjem bor der i øjeblikket 35 børn, der alle er blevet udstødt af deres familier og landsby efter overtroiske hekse-beskyldninger. Børnehjemmet er en støtteorganisation til centeret, Child's Rights And Rehabilitation Network, der ligger i staten Akwa Ibom i Nigeria, et af de værste steder, når det gælder heksejagter.
I de nigerianske landsbyer er indbyggerne nemlig af den overbevisning, at alt har en overnaturlig årsag. Et dødsfald i familien eller en fejlslagen høst bliver derfor tolket som et tegn på, at der er en heks i familien. Landsbyens heksedoktor hjælper - mod en høj betaling - familien med at "uddrive den onde ånd". Efter tortur med det formål at få barnet til at tilstå, at han eller hun er en heks, smides barnet på gaden. Hvis barnet altså overlever torturen.
Det er her den danske nødhjælpsmedarbejder kommer ind i billedet. Anja Ringgren Lovén og centerets øvrige medarbejdere kører ud i forskellige landsbyer og henter de udstødte børn for derefter at give dem medicinsk behandling og en plads på centeret.