丹麦语泛读之安徒生童话:小美人鱼5

Når søstrene således om aftenen, arm i arm, steg højt op igennem havet, da stod den lille søster ganske alene tilbage og så efter dem, og det var som om hun skulle græde, men havfruen har ingen tårer, og så lider hun meget mere. 

»Ak, var jeg dog femten år!« sagde hun, »jeg ved, at jeg ret vil komme til at holde af denne verden der ovenfor og af menneskene, som bygger og bor deroppe!« 

Endelig var hun da de femten år. 

»Se nu har vi dig fra hånden,« sagde hendes bedstemoder, den gamle enkedronning. »Kom nu, lad mig pynte dig, ligesom dine andre søstre!« og hun satte hende en krans af hvide liljer på håret, men hvert blad i blomsten var det halve af en perle; og den gamle lod otte store østers klemme sig fast ved prinsessens hale, for at vise hendes høje stand. 

»Det gør så ondt!« sagde den lille havfrue. 

»Ja, man må lide noget for stadsen!« sagde den gamle. 

O! hun ville så gerne have rystet hele denne pragt afsig og lagt den tunge krans; hendes røde blomster i haven klædte hende meget bedre, men hun turde nu ikke gøre det om. »Farvel!« sagde hun og steg så let og klar som en boble op gennem vandet. 

Solen var lige gået ned, idet hun løftede sit hoved op over havet, men alle skyerne skinnede endnu som roser og guld, og midt i den blegrøde luft strålede aftenstjernen så klart og dejligt, luften var mild og frisk og havet blikstille. Der lå et stort skib med tre master, et eneste sejl var kun oppe, thi ikke en vind rørte sig og rundt om i tovværket og på stængerne sad matroser. Der var musik og sang, og alt som aftenen blev mørkere, tændtes hundrede brogede lygter; de så ud, som om alle nationers flag vajede i luften. Den lille havfrue svømmede lige hen til kahytsvinduet og hver gang vandet løftede hende i vejret, kunne hun se ind ad de spejlklare ruder, hvor så mange pyntede men- nesker stod, men den smukkeste var dog den unge prins med de store, sorte øjne, han var vist ikke meget over seksten år, det var hans fød- selsdag, og derfor skete al denne stads. Matroserne dansede på dæk- ket, og da den unge prins trådte derud, steg over hundrede raketter op 

i luften, de lyste, som den klare dag, så den lille havfrue blev ganske forskrækket og dukkede ned under vandet, men hun stak snart hove- det op igen, og da var det ligesom om alle himlens stjerner faldt ned til hende. Aldrig havde hun set sådanne ildkunster. Store sole snurrede rundt, prægtige ildfisk svingede sig i den blå luft, og al ting skinnede tilbage fra den klare, stille sø. På skibet selv var så lyst, at man kunne se hvert lille tov, sagtens menneskene. O hvor dog den unge prins var smuk, og han trykkede folkene i hånden, lo og smilte, mens musikken klang i den dejlige nat.