丹麦语泛读之安徒生童话:小美人鱼6

Det blev silde, men den lille havfrue kunne ikke vende sine øjne bort fra skibet og fra den dejlige prins. De brogede lygter blev slukket, raketterne steg ikke mere i vejret, der lød heller ikke flere kanonskud, men dybt nede i havet summede og brummede det; hun sad imedens på vandet og gyngede op og ned, så at hun kunne se ind i kahytten; men skibet tog stærkere fart, det ene sejl bredte sig ud efter det andet, nu gik bølgerne stærkere, store skyer trak op, det lynede langt borte. 

O, det ville blive et skrækkeligt vejr! derfor tog matroserne sejlene ind. 

Det store skib gyngede i flyvende fart på den vilde sø, vandet rejste sig, ligesom store, sorte bjerge, der ville vælte over masten, men skibet dykkede, som en svane, ned imellem de høje bølger og lod sig igen løfte op på de tårnende vande. Det syntes den lille havfrue just var en morsom fart, men det syntes søfolkene ikke. Skibet knagede og bra- gede, de tykke planker bugnede ved de stærke stød, søen gjorde ind mod skibet, masten knækkede midt over, ligesom den var et rør, og skibet slingrede på siden, mens vandet trængte ind i rummet. Nu så den lille havfrue, at de var i fare, hun måtte selv tage sig i agt for bjælker og stumper af skibet, der drev på vandet. Et øjeblik var det så 

kuliende mørkt, at hun ikke kunne øjne det mindste, men når det så lynede, blev det igen så klart, at hun kendte dem alle på skibet; hver tumlede sig det bedste han kunne; den unge prins søgte hun især efter, og hun så ham, da skibet skiltes ad, synke ned i den dybe sø. Lige straks blev hun ganske fornøjet, for nu kom han ned til hende, men så huskede hun, at menneskene ikke kunne leve i vandet, og at han ikke, uden som død, kunne komme ned til hendes faders slot. Nej dø, det 

måtte han ikke; derfor svømmede hun hen mellem bjælker og planker der drev på søen, glemte rent, at de kunne have knust hende, hun dykkede dybt under vandet og steg igen højt op imellem bølgerne, og kom så til sidst hen til den unge prins, som næsten ikke kunne svømme længere i den stormende sø, hans arme og ben begyndte at blive mat- te, de smukke øjne lukkede sig, han havde måttet dø, var ikke den lille havfrue kommet til. Hun holdt hans hoved op over vandet, og lod så 

bølgerne drive hende med ham, hvorhen de ville. 

I morgenstunden var det onde vejr forbi; af skibet var ikke en spån at se, solen steg så rød og skinnende op af vandet, det var ligesom om prinsens kinder fik liv derved, men øjnene forblev lukkede; Havfruen kyssede hans høje, smukke pande og strøg hans våde hår tilbage; hun syntes, han lignede marmorstøtten nede i hendes lille have, hun kys- sede ham igen, og ønskede, at han dog måtte leve.