丹麦语泛读之安徒生童话:小美人鱼7

Nu så hun foran sig det faste land, høje blå bjerge, på hvis top den hvide sne skinnede, som var det svaner, der lå; nede ved kysten var dejlige, grønne skove, og foran lå en kirke eller et kloster, det vidste hun ikke ret, men en bygning var det. Citron- og appelsintræer vok- sede der i haven, og foran porten stod høje palmetræer. Søen gjorde her en lille bugt, der var blikstille, men meget dyb, lige hen til klippen, hvor det hvide, fine sand var skyllet op; her svømmede hun hen med den smukke prins, lagde ham i sandet, men sørgede især for, at hove- det lå højt i det varme solskin. 

Nu ringede klokkerne i den store, hvide bygning, og der kom man- ge unge piger gennem haven. Da svømmede den lille havfrue længere ud bag nogle høje stene, som ragede op af vandet, lagde søskum på sit hår og sit bryst, så at ingen kunne se hendes lille ansigt, og da passede hun på, hvem der kom til den stakkels prins. 

Det varede ikke længe, før en ung pige kom derhen, hun syntes at blive ganske forskrækket, men kun et øjeblik, så hentede hun flere mennesker, og havfruen så, at prinsen fik liv, og at han smilte til dem alle rundt omkring, men ud til hende smilte han ikke, han vidste jo heller ikke, at hun havde reddet ham; hun følte sig så bedrøvet, at da han blev ført ind i den store bygning, dykkede hun sorrigfuld ned i vandet og søgte hjem til sin faders slot. Altid havde hun været stille og tankefuld, men nu blev hun det meget mere. Søstrene spurgte hende, hvad hun havde set den første gang deroppe, men hun fortalte ikke noget.