丹麦语泛读之安徒生童话:小美人鱼10

»Det må du ikke gå og tænke på!« sagde den gamle, »vi har det meget lykkeligere og bedre, end menneskene deroppe!« 

»Jeg skal altså dø og flyde som skum på søen, ikke høre bølgernes musik, se de dejlige blomster, og den røde sol! Kan jeg da slet intet gøre, for at vinde en evig sjæl?« - 

»Nej!« sagde den gamle, »kun når et menneske fik dig så kær, at du var ham mere, end fader og moder, når han med hele sin tanke og kærlighed hang ved dig, og lod præsten lægge sin højre hånd i din med løfte om troskab her og i al evighed, da flød hans sjæl over i dit legeme og du fik også del i menneskenes lykke. Han gav dig sjæl og beholdt dog sin egen. Men det kan aldrig ske! Hvad der just er dejligt her i havet, din fiskehale, finder de hæsligt deroppe på jorden, de forstår sig nu ikke bedre på det, man må der have to klodsede støtter, som de kalder ben, for at være smuk!« Da sukkede den lille havfrue og så bedrøvet på sin fiskehale. 

»Lad os være fornøjede,« sagde den gamle, »hoppe og springe vil vi i de tre hundrede år, vi har at leve i, det er såmænd en god tid nok, siden kan man desfornøjeligere hvile sig ud i sin grav. I aften skal vi have hofbal!« 

Det var også en pragt, som man aldrig ser den på jorden. Vægge og loft i den store dansesal var af tykt men klart glas. Flere hundrede kolossale muslingeskaller, rosenrøde og græsgrønne, stod i rækker på hver side med en blå brændende ild, som oplyste den hele sal og skinnede ud gennem væggene, så at søen der udenfor var ganske op- lyst; man kunne se alle de utallige fisk, store og små, som svømmede hen imod glasmuren, på nogle skinnede skællene purpurrøde, på an- dre syntes de sølv og guld. -Midt igennem salen flød en bred rindende strøm, og på denne dansede havmænd og havfruer til deres egen dej- lige sang. Så smukke stemmer har ikke menneskene på jorden. Den lille havfrue sang skønnest af dem alle, og de klappede i hænderne for hende, og et øjeblik følte hun glæde i sit hjerte, thi hun vidste, at hun havde den skønneste stemme af alle på jorden og i havet! Men snart kom hun dog igen til at tænke på verden oven over sig; hun kunne ikke glemme den smukke prins og sin sorg over ikke at eje, som han, en udødelig sjæl. Derfor sneg hun sig ud af sin faders slot, og mens alt derinde var sang og lystighed, sad hun bedrøvet i sin lille have. Da hørte hun valdhorn klinge igennem vandet, og hun tænkte: »Nu sejler han vist deroppe, ham, som jeg holder mere af end fader og moder, ham, som min tanke hænger ved og i hvis hånd jeg ville lægge mit livs lykke. Alt vil jeg vove for at vinde ham og en udødelig sjæl! Mens mine søstre danser derinde i min faders slot, vil jeg gå til havheksen, hende jeg altid har været så angst for, men hun kan måske råde og hjælpe!«