丹麦语泛读之安徒生童话:小美人鱼11

jeg altid har været så angst for, men hun kan måske råde og hjælpe!« Nu gik den lille havfrue ud i sin have hen imod de brusende mal- strømme, bag hvilke heksen boede. Den vej havde hun aldrig før gået, der voksede ingen blomster, intet søgræs, kun den nøgne, grå sand- bund strakte sig hen imod malstrømmen, hvor vandet, som brusende møllehjul, hvirvlede rundt og rev alt, hvad de fik fat på, med sig ned i dybet; midt imellem disse knusende hvirvler måtte hun gå, for at kom- me ind på havheksens distrikt, og her var et langt stykke ikke anden vej, end over varmt boblende dynd, det kaldte heksen sin tørvemose. 

Bag ved lå hendes hus midt inde i en sælsom skov. Alle træer og buske var polypper, halv dyr og halv plante, de så ud, som hundredhovedede slanger, der voksede ud af jorden; alle grene var lange, slimede arme, med fingre som smidige orme, og led for led bevægede de sig fra roden til den yderste spids. Alt hvad de i havet kunne gribe fat på, snoede de sig fast om og gav aldrig mere slip på. Den lille havfrue blev ganske forskrækket stående der udenfor; hende hjerte bankede af angst, nær havde hun vendt om, men så tænkte hun på prinsen og på menneskets sjæl, og da fik hun mod. Sit lange, flagrende hår bandt hun fast om hovedet, for at polypperne ikke skulle gribe hende deri, begge hæn- derne lagde hun sammen over sit bryst, og fløj så af sted, som fisken kan flyve gennem vandet, ind imellem de hæslige polypper, der strakte deres smidige arme og fingre efter hende. Hun så, hvor hver af dem havde noget, den havde grebet, hundrede små arme holdt det, som stærke jernbånd. Mennesker, som var omkomne på søen og sunket dybt derned, tittede som hvide benrade frem i polyppernes arme. 

Skibsror og kister holdt de fast. Skeletter af landdyr og en lille hav- frue, som de havde fanget og kvalt, det var hende næsten det for- skrækkeligste. 

Nu kom hun til en stor slimet plads i skoven, hvor store, fede vandsnoge boltrede sig og viste deres stygge, hvidgule bug. Midt på pladsen var rejst et hus af strandede menneskers hvide ben, der sad havheksen og lod en skrubtudse spise af sin mund, ligesom menne- skene lader en lille kanariefugl spise sukker. De hæslige, fede vand- snoge kaldte hun sine små kyllinger og lod dem vælte sig på hendes store, svampede bryst.