丹麦语泛读之安徒生童话:小美人鱼12

»Jeg ved nok, hvad du vil!« sagde havheksen, »det er dumt gjort af dig! alligevel skal du få din vilje, for den vil bringe dig i ulykke, min dejlige prinsesse. Du vil gerne af med din fiskehale og i stedet for den have to stumper at gå på ligesom menneskene, for at den unge prins kan blive forliebt i dig og du kan få ham og en udødelig sjæl!« I det samme lo heksen så højt og fælt, at skrubtudsen og snogene faldt ned på jorden og væltede sig der. »Du kommer netop i rette tid,« sagde heksen, »i morgen, når sol står op, kunne jeg ikke hjælpe dig, før igen et år var omme. Jeg skal lave dig en drik, med den skal du, før sol står op, svømme til landet, sætte dig på bredden der og drikke den, da skilles din hale ad og snerper ind til hvad menneskene kalder nydelige ben, men det gør ondt, det er som det skarpe sværd går gennem dig. 

Alle, som ser dig, vil sige, du er det dejligste menneskebarn, de har set! 

Du beholder din svævende gang, ingen danserinde kan svæve som du, men hvert skridt du gør, er som om du trådte på en skarp kniv, så dit blod måtte flyde. Vil du lide alt dette, så skal jeg hjælpe dig?« 

»Ja!« sagde den lille havfrue med bævende stemme, og tænkte på prinsen og på at vinde en udødelig sjæl. »Men husk på,« sagde heksen, »når du først har fået menneskelig skikkelse, da kan du aldrig mere blive en havfrue igen! Du kan aldrig stige ned igennem vandet til dine søstre og til din faders slot, og vinder du ikke prinsens kærlighed, så han for dig glemmer fader og moder, hænger ved dig med sin hele tanke og lader præsten lægge jeres hæn- der i hinanden, så at I bliver mand og kone, da får du ingen udødelig sjæl! Den første morgen efter at han er gift med en anden, da må dit hjerte briste, og du bliver skum på vandet.« 

»Jeg vil det!« sagde den lille havfrue og var bleg, som en død. 

»Men mig må du også betale!« sagde heksen, »og det er ikke lidet, hvad jeg forlanger. Du har den dejligste stemme af alle hernede på havets bund, med den tror du nok at skulle fortrylle ham, men den stemme skal du give mig. Det bedste du ejer vil jeg have for min kostelige drik! Mit eget blod må jeg jo give dig deri, at drikken kan blive skarp, som et tveægget sværd!« 

»Men når du tager min stemme,« sagde den lille havfrue, »hvad beholder jeg da tilbage?« 

»Din dejlige skikkelse,« sagde heksen, »din svævende gang og dine talende øjne, med dem kan du nok bedåre et menneskehjerte. Nå, har du tabt modet! Ræk frem din tunge, så skærer jeg den af, i betaling, og du skal få den kraftige drik!«