丹麦语泛读之安徒生童话:小美人鱼13

»Din dejlige skikkelse,« sagde heksen, »din svævende gang og dine talende øjne, med dem kan du nok bedåre et menneskehjerte. Nå, har du tabt modet! Ræk frem din tunge, så skærer jeg den af, i betaling, og du skal få den kraftige drik!« 

»Det ske!« sagde den lille havfrue og heksen satte sin kedel på, for at koge trolddrikken. »Renlighed er en god ting!« sagde hun og sku- rede kedelen af med snogene, som hun bandt i knude; nu ridsede hun sig selv i brystet og lod sit sorte blod dryppe derned, dampen gjorde de forunderligste skikkelser, så man måtte blive angst og bange. Hvert øjeblik kom heksen nye ting i kedelen, og da det ret kogte, var det som når krokodillen græder. Til sidst var drikken færdig, den så ud som det klareste vand. 

»Der har du den!« sagde heksen og skar tungen af den lille havfrue, som nu var stum, kunne hverken synge eller tale. 

»Dersom polypperne skulle gribe dig, når du går tilbage igennem min skov,« sagde heksen, »så kast kun en eneste dråbe af denne drik på dem, da springer deres arme og fingre i tusinde stykker!« Men det behøvede den lille havfrue ikke, polypperne trak sig forskrækkede tilbage for hende, da de så den skinnende drik, der lyste i hendes hånd, ligesom det var en funklende stjerne. Således kom hun snart igennem skoven, mosen og de brusende malstrømme. 

Hun kunne se sin faders slot; blussene var slukkede i den store dansesal; de sov vist alle derinde, men hun vovede dog ikke at søge dem, nu hun var stum og ville for altid gå bort fra dem. Det var, som hendes hjerte skulle gå itu af sorg. Hun sneg sig ind i haven, tog én blomst af hver af sine søstres blomsterbed, kastede med fingeren tu- sinde kys henimod slottet og steg op igennem den mørkeblå sø.