丹麦语泛读之安徒生童话:小美人鱼15

Alle var henrykte derover, især prinsen, som kaldte hende sit lille hittebarn, og hun dansede mere og mere, skønt hver gang hendes fod rørte jorden, var det, som om hun trådte på skarpe knive. Prinsen sagde, at hun skulle alletider være hos ham, og hun fik lov at sove uden for hans dør på en fløjlspude. 

Han lod hende sy en mandsdragt, for at hun til hest kunne følge ham. De red gennem de duftende skove, hvor de grønne grene slog hende på skuldrene, og de små fugle sang bag de friske blade. Hun klatrede med prinsen op på de høje bjerge, og skønt hendes fine fød- der blødte, så de andre kunne se det, lo hun dog deraf og fulgte ham, til de så skyerne sejle neden under dem, som var det en flok fugle, der drog til fremmede lande. 

Hjemme på prinsens slot, når om natten de andre sov, gik hun ud på den brede marmortrappe, og det kølede hendes brændende fødder, at stå i det kolde søvand, og da tænkte hun på dem dernede i dybet. 

En nat kom hendes søstre arm i arm, de sang så sorgfuldt, idet de svømmede over vandet, og hun vinkede ad dem, og de kendte hende og fortalte, hvor bedrøvet hun havde gjort dem alle sammen. Hver nat besøgte de hende siden, og en nat så hun, langt ude, den gamle bed- stemoder, som i mange år ikke havde været over havet, og havkongen, med sin krone på hovedet, de strakte hænderne hen mod hende, men vovede sig ikke så nær landet, som søstrene. 

Dag for dag blev hun prinsen kærere, han holdt af hende, som man kan holde af et godt, kært barn, men at gøre hende til sin dronning, faldt ham slet ikke ind, og hans kone måtte hun blive, ellers fik hun ingen udødelig sjæl, men ville på hans bryllupsmorgen blive skum på søen. 

»Holder du ikke mest af mig, blandt dem alle sammen?« syntes den lille havfrues øjne at sige, når han tog hende i sine arme og kyssede hendes smukke pande.