丹麦语泛读之安徒生童话:小美人鱼16

»Jo, du er mig kærest,« sagde prinsen, »thi du har det bedste hjerte af dem alle, du er mig mest hengiven, og du ligner en ung pige, jeg engang så, men vistnok aldrig mere finder. Jeg var på et skib som strandede, bølgerne drev mig i land ved et helligt tempel, hvor flere unge piger gjorde tjeneste; den yngste der fandt mig ved strandbred- den og reddede mit liv, jeg så hende kun to gange; hun var den eneste, jeg kunne elske i denne verden, men du ligner hende, du næsten for-trænger hendes billede i min sjæl; hun hører det hellige tempel til, og derfor har min gode lykke sendt mig dig, aldrig vil vi skilles!« - »Ak, han ved ikke, at jeg har reddet hans liv!« tænkte den lille havfrue, »jeg bar ham over søen hen til skoven, hvor templet står, jeg sad bag skum- met og så efter, om ingen mennesker ville komme. Jeg så den smukke pige, som han holder mere af, end mig!« og havfruen sukkede dybt, 139 græde kunne hun ikke. »Pigen hører det hellige tempel til, har han sagt, hun kommer aldrig ud i verden, de mødes ikke mere, jeg er hos ham, ser ham hver dag, jeg vil pleje ham, elske ham, ofre ham mit liv!« 

Men nu skal prinsen giftes og have nabokongens dejlige datter! fortalte man, derfor er det, at han udruster så prægtigt et skib. Prinsen rejser for at se nabokongens lande, hedder det nok, men det er for at se nabokongens datter, et stort følge skal han have med; men den lille havfrue rystede på hovedet og lo; hun kendte prinsens tanker meget bedre, end alle de andre. »Jeg må rejse!« havde han sagt til hende, »jeg må se den smukke prinsesse, mine forældre forlanger det, men tvinge mig til at føre hende her hjem som min brud, ville de ikke! Jeg kan ikke elske hende! hun ligner ikke den smukke pige i templet, som du ligner, skulle jeg engang vælge en brud, så blev det snarere dig, mit stumme hittebarn med de talende øjne!« og han kyssede hendes røde mund, legede med hendes lange hår og lagde sit hoved ved hendes hjerte, så det drømte om menneskelykke og en udødelig sjæl.