丹麦语泛读之安徒生童话:小美人鱼20

Nu steg solen frem af havet, strålerne faldt så mildt og varmt på det dødskolde havskum, og den lille havfrue følte ikke til døden, hun så den klare sol, og oppe over hende svævede hundrede gennemsigtige, dejlige skabninger; hun kunne gennem dem se skibets hvide sejl og himlens røde skyer, deres stemme var melodi, men så åndig, at intet menneskeligt øre kunne høre den, ligesom intet jordisk øje kunne se dem; uden vinger svævede de ved deres egen lethed gennem luften. 

Den lille havfrue så, at hun havde et legeme som de, det hævede sig mere og mere op af skummet. 

»Til hvem kommer jeg?« sagde hun, og hendes stemme klang som de andre væsners, så åndigt, at ingen jordisk musik kan gengive det. 

»Til luftens døtre!« svarede de andre. »Havfruen har ingen udøde- lig sjæl, kan aldrig få den, uden hun vinder et menneskes kærlighed! Af en fremmed magt afhænger hendes evige tilværelse. Luftens døtre har heller ingen evig sjæl, men de kunne selv ved gode handlinger skabe sig én. Vi flyve til de varme lande, hvor den lune pestluft dræber mennesker; der vifter vi køling. Vi spreder blomsternes duft gennem luften og sender vederkvægelse og lægedom. Når vi i tre hundrede år har stræbt at gøre det gode, vi kunne, da får vi en udødelig sjæl og tager del i menneskenes evige lykke. Du stakkels lille havfrue har med dit hele hjerte stræbt efter det samme, som vi, du har lidt og tålt, hævet dig til luftåndernes verden, nu kan du selv gennem gode gerninger skabe dig en udødelig sjæl om tre hundrede år.« 

Og den lille havfrue løftede sine klare arme op mod Guds sol, og for første gang følte hun tårer. - På skibet var igen støj og liv, hun så prinsen med sin smukke brud søge efter hende, vemodigt stirrede de på det bøl- gende skum, som om de vidste, hun havde styrtet sig i bølgerne. Usynlig 

kyssede hun brudens pande, smilte til ham og steg med de andre luftens børn op på den rosenrøde sky, som sejlede i luften. 

»Om tre hundrede år svæver vi således ind i Guds rige!« 

»Også tidligere kunne vi komme der!« hviskede én. »Usynligt svæ- ver vi ind i menneskenes huse, hvor der er børn, og for hver dag vi finder et godt barn, som gør sine forældre glæde og fortjener deres kærlighed, forkorter Gud vor prøvetid. Barnet ved ikke, når vi flyver gennem stuen, og når vi da af glæde smiler over det, da tages et år fra de tre hundrede, men ser vi et uartigt og ondt barn, da må vi græde sorgens gråd, og hver tåre lægger en dag til vor prøvetid!«