丹麦语泛读之安徒生童话:雪人1

Snemanden 

»Det skrupknager i mig, så dejligt koldt er det!« sagde snemanden, »vinden kan rigtignok bide liv i én! Og hvor den gloende der, hun glor!« det var solen, han mente; den var lige ved at gå ned. »Hun skal ikke få mig til at blinke, jeg kan nok holde på brokkerne.« 

Det var to store, trekantede tagstensbrokker, han havde til øjne; munden var et stykke af en gammel rive, derfor havde han tænder. 

Han var født under hurraråb af drengene, hilst af bjældeklang og piskesmæld fra kanerne. 

Solen gik ned, fuldmånen stod op, rund og stor, klar og dejlig i den blå luft. 

»Det har vi hende igen fra en anden kant,« sagde snemanden. Han troede, at det var solen, der viste sig igen. »Jeg har vænnet hende af med at glo! Nu kan hun hænge der og lyse op, at jeg kan se mig selv. 

Vidste jeg bare, hvorledes man bærer sig ad med at flytte sig! Jeg ville så gerne flytte mig! Kunne jeg det, ville jeg nu ned at glide på isen, som jeg så drengene gøre det; men jeg forstår ikke at løbe.« 

»Væk! væk!« bjæffede den gamle lænkehund; han var noget hæs, det havde han været, siden han var stuehund og lå under kakkelovnen. 

»Solen vil nok lære dig at løbe! Det så jeg med din formand i fjor og med hans formand; væk! væk! og væk er de alle.« 

»Jeg forstår dig ikke, kammerat!« sagde snemanden; »skal den der- oppe lære mig at løbe?« han mente månen; »ja hun løb jo rigtignok før, da jeg så stift på hende, nu lister hun fra en anden kant.« 

»Du ved ingenting,« sagde lænkehunden, »men du er da også nylig klattet op! Den du nu ser, kaldes månen, den der gik, var solen, hun kommer igen i morgen, hun lærer dig nok at løbe ned i voldgraven. Vi får snart forandring i vejret, det kan jeg mærke på mit venstre bagben, det jager i det. Vi får vejrskifte.«