丹麦语泛读之安徒生童话:雪人2

»Jeg forstår ham ikke,« sagde snemanden, »men jeg har en fornem- melse af, at det er noget ubehageligt, han siger. Hun, der gloede og gik ned, som han kalder solen, hun er heller ikke min ven, det har jeg på følelsen.« 

»Væk! væk!« bjæffede lænkehunden, gik tre gange rundt om sig selv og lagde sig så ind i sit hus for at sove. 

Der kom virkelig forandring i vejret. En tåge, så tyk og klam, lagde sig i morgenstunden hen over hele egnen; i dagningen luftede det; vinden var så isnende, frosten tog ordentligt tag, men hvor det var et syn at se, da solen stod op! Alle træer og buske stod med rimfrost; det var som en hel skov af hvide koraller, det var som om alle grene var overdænget af strålehvide blomster. De uendelig mange og fine for- greninger, dem man om sommeren ikke kan se for de mange blade, kom nu frem hver evige en; det var en knipling og så skinnende hvid, som strømmede der en hvid glans ud fra hver gren. Hængebirken bevægede sig i vinden, der var liv i den, som i træerne ved sommertid; 

det var en mageløs dejlighed! Og da solen så skinnede, nej, hvor funk- lede det hele, som om det var overpudret med diamantstøv og hen over jordens snelag glimrede de store diamanter, eller man kunne også tro, at der brændte utallige små bitte lys, endnu hvidere end den hvide sne.