丹麦语泛读之安徒生童话:冰雪女王1

Snedronningen 

Et eventyr i syv historier 

Første historie, der handler om spejlet og stumperne. 

Se så! Nu begynder vi. Når vi er ved enden af historien, ved vi mere, end vi nu vide, for det var en ond trold; det var én af de allerværste, det var »djævelen«. En dag var han i et rigtigt godt humør, thi han havde lavet et spejl, der havde den egenskab, at alt godt og smukt, som spejlede sig deri, svandt der sammen til næsten ingenting, men hvad der ikke duede og tog sig ilde ud, det trådte ret frem og blev endnu værre. De dejligste landskaber så ud deri som kogt spinat, og de bedste mennesker blev ækle eller stod på hovedet uden mave, ansigterne blev så fordrejede, at de var ikke til at kende, og havde man en fregne, så kunne man være så vis på, at den løb ud over næse og mund. Det var udmærket morsomt, sagde »djævelen«. Gik der nu en god, from tanke gennem et menneske, da kom der et grin i spejlet, så trolddjævelen måtte le ad sin kunstige opfindelse. Alle de som gik i troldeskole, for han holdt troldeskole, de fortalte rundt om, at der var sket et mirakel; 

nu kunne man først se, mente de, hvorledes verden og menneskene rigtigt så ud. De løb omkring med spejlet, og til sidst var der ikke et land eller et menneske, uden at det havde været fordrejet deri. Nu ville de også flyve op mod himlen selv for at gøre nar af englene og »Vorherre«. Jo højere de fløj med spejlet, des stærkere grinede det, de kunne næppe holde fast på det; højere og højere fløj de, nærmere Gud og englene; da sitrede spejlet så frygteligt i sit grin, at det for dem ud af hænderne og styrtede ned mod jorden, hvor det gik i hundrede millioner, billioner og endnu flere stykker, og da just gjorde det meget større ulykke end før; thi nogle stykker var knap så store som et sandkorn, og disse fløj rundt om i den vide verden, og hvor de kom folk i øjnene, der blev de siddende, og da så de men- nesker alting forkert, eller havde kun øje for hvad der var galt ved en 

ting, thi hvert lille spejlgran havde beholdt samme kræfter, som det hele spejl havde; nogle mennesker fik endogså en lille spejlstump ind i hjertet, og så var det ganske grueligt, det hjerte blev ligesom en klump is. Nogle spejlstykker var så store, at de blev brugt til rudeglas, men gennem den rude var det ikke værd at se sine venner; andre stykker kom i briller, og så gik det dårligt, når folk tog de briller på for ret at se og være retfærdige; den onde lo, så hans mave revnede, og det kildrede ham så dejligt. Men ude fløj endnu små glasstumper om i luften. Nu skal vi høre!